gjennemsnitlig Skibs-Drægtighed end for sammes tidligere Decennier, hvilket ikke er usandsynligt. Den overordentlig stærke Tilvæxt i Hanseaternes Skibsfart ved Aarhundredets Slutning er dog ikke uden sit mørke Varsel for Stæderne ved Østersøen, idet Hamburg og Bremen i Modsætning til tidligere Tider nu begynde at sætte Lübeck og Rostock i Skyggen.
Som allerede dere Gange tidligere paapeget omfatte Regnskaberne ikke norske Fartøier, fordi Toldlovgivningen og Toldbeskatningen kun gjaldt fremmede Skippere og seilende Kjøbmænd.[1] At Bergen-Borgernes Activ-Handel paa Udlandet endnu ved denne Tid ikke har været af nogen forholdsvis stor Betydning, synes antageligt, men ogsaa her har der vistnok været en stor Forskjel mellem Aarhundredets Begyndelse og dets Slutning, i hvilken Henseende det kan anføres, at Finmarkens Indvaanere i et Kongebrev af 9de Februar 1569 omhandles som klagende over, at „Borgerne udi Bergen nu paa nogne Aar med deres Seglads og store Mærsskibe have dem fortrængt“.[2] At disse større Fartøier ogsaa have været anvendte i udenlandsk Fart, forekommer høist sandsynligt. Indirecte give dog Regnskaberne fra Aarhundredets sidste Decennium nogen Oplysning om Bymændenes Activ-Handel, forsaavidt det da viser sig, at de eiede større eller mindre parter i hollandske Skibe og med disse dreve Udførsels-Handel, ligesom det
- ↑ I Regnskabet for 1519 og enkeltvis andre Steder forekommer „Told“ paa norske Fartøier, men kun i indenlandsk Fart. Denne Afgift tilfaldt Kronen, men maa desuagtet baade paa Grund af sin Natur og efter sin lave Ansættelse nærmest sammenlignes med en Havne- eller Consumtions-Afgift i vore Dage. Ex.: (Regnsk. 1519) „Item vj ß udi Told af en Jægt af Sogn“. „Item iiij ß af Bisp Andors Jægt“.
- ↑ N. Rigs-Reg. II. S. 612.
