ningsret, havde ophørt at .være Byborgerne de samme besværlige Conourrenter som i tidligere Dage. Anordningen af de privilegerede Udskibnings-Sager ved Rescript af 6te Sept. 1688 afsluttede og fuldstændiggjorde i saa Henseende, hvad der allerede ved Kjøbstads-Privilegieme af 1662 var bleven fastslaaet.
For Fredriksstad og Tunsberg var Stillingen, skjønt i mindre Stil, ved Begyndelsen af 1600–Tallet omtrent den samme som i Oslo. Et Borgerskab havde slaaet sig op, og dets mere formuende Elementer drev efter Tidens Leilighed en ret livlig Activhandel med Trælast. Fredriksstads Borgere udførte efter Told-Regnskabet for 1603–4 25 og Tunsbergs Borgere efter Regnskabet for 1610–11 18 Ladninger med Trælast i egne Fartøier, men forskjellige Omstændigheder hindrede senere hen, at den begyndte Udvikling i disse Byer vedligeholdt samme raske Fart fremover som i Oslo og Christiania.
Trælast-Udskibningen fra de vesten- og nordenfjeldske Dele af Norge havde paa 1500-Tallet ligesom i vore Dage en ganske anden Character end Skibningen fra Østlandet. Grunden hertil laa ikke alene i de enkelte Landsdeles forskjellige Natur, men tildels ogsaa i den historiske Udvikling. Der manglede paa Vestlandet den brede og mægtige Skovbestand, der fra Østlandets dybe Dalfører strakte sig udover Lavlandet og nedimod Kysten, men dette var naturlige Rigdomme, som i sin Overflod havde ligget værdiløse, saa længe der ikke var noget Udland, der baade havde Brug for samme og tillige den fornødne eoonomiske Evne til at gjøre Indkjøb i det Større. Vestlandet synes derimod allerede fra den tidligere Middelalder at have haft uden-
