lukkende at henføre til Udskibningen i hollandske Fartøier,
fra Hinlopen, Koudam, Workum, Molkern m. v. Mellem
1560–61 og 1584–85 viser sig, som det vil sees, næsten
en Fordobling baade i Skibenes Antal og i deres Drægtighed,
men denne stærke Tilvæxt kan vistnok med Sikkerhed
forudsættes ganske væsentlig at falde paa Tidsrummet
efter Stettiner-Freden (December 1570), hvorefter
altsaa Stigningen i de næste 13 à 14 Aar forholdsvis
skulde have været adskilligt større end i de paafølgende
26 Aar fra 1584 til 1610. Stagnationen i det sidste Femaar
af 1580-Tallet er let forklang af de skjæbnesvangre
Kampe, Hollænderne just i disse Aar havde at bestaa
med Spanien. Toldintraderne for Lehnet udgjorde i hvert
af Regnskabs-Aarene 1588 og 1589 (fra St. Hans i det
ene Aar til samme Dag i det følgende) resp. 127 og 137
Daler, medens de for 1591, med væsentlig samme Toldsatser,
findes at være stegne til 227 Daler. Overhovedet
indtraadte der paa 1590–Tallet og navnlig henimod Aartiets
Slutning efter samtlige fra denne Tid levnede Told-Regnskaber
en Efterspørgsel efter norske Producter og et Opsving
i vor Omsætning, hvortil aldrig tidligere var seet
Mage, og som staar i nøieste Forbindelse med den Lettelse,
som føltes, og den Tillid til Fremtiden, som atter
besjælede den protestantiske Verden, efterat Spaniens Overmagt
tilsøs havde faaet sit Dødsstød ved Armadaens Undergang.
Foruden „Begerholt“,[1] der ved den her omhandlede
Tid var bleven en almindelig Udførselsvare fra
Norge, vise de nævnte Told-Regnskaber, at der i Tunsberg
Lehn i hine Tider maa have hersket en udbredt Husflid
for Tilvirkning af Træboskab, idet Hollænderne ved Siden
- ↑ Ved „Begerholt“ forstodes Emnetræ af Løvved til Forarbeidelse af Stav for mindre Kjøreld. Det brugtes ogsaa til Skibsblokker.