trinsvis omfatter de forædlede Varer, hvis fabrikmæssige Tilvirkning meget snart viste sig som en for Kjøbstad-Borgerne særlig egnet Virksomhed.
I Told-Regnskabet 1557–58 findes for Oslo intet nævnt om Salg eller Udførsel af Trælast, hvoraf imidlertid ingenlunde tør sluttes, at saadan Export ikke har foregaaet, eftersom kun Udlændiges Udførsel var beskattet, og Regnskaberne saaledes dengang og endnu længe senere intet indeholde om, hvad Byborgerne selv have exporteret i egne Fartøier. At allerede nu endel Fartøier hørte hjemme i Oslo, synes at fremgaa af Lehnsregnskabet 1560–61, hvor der omhandles tvende Skibsbyggere samt Skibstømmermænd, „Drivere“ og en Seilmager som bosiddende i Byen. Tilfældigt nævnes derhos et større Fartøi (Pinke) som tilhørende den ovenfor nævnte Borgermester Trond Jonssøn, der sees at have handlet med „Baysalt“, hvilket han ikke usandsynligt selv har ladet indføre fra Frankrige. Medens Regnskabet 1557–58 for Oslo By savner enhver Oplysning om Trælast-Exporten, har Regnskabet for 1560–61 en Rubrik saalydende: „Told for Skib og Saugdeler, som fremmede Kjøbmænd haver indskibet“ (indladet). Som Prøve paa, hvad der under denne Overskrift indeholdes, hidsættes følgende: .
- iiɉ Dlr. ij ß, af Johan Flauvr(e)nne for 1002 Saugdeler til Told.
- i Dlr., af Johan Fienn for 400 Saugdeler.
- iɉ Dlr., af Jelle Wibrantsen for sit Skib Christiern Mule[1] ladde, til Told.
- ↑ Var en af Byens Borger-Matadorer. Foruden ham og Trond Jonssøn nævnes i Regnskabet Hans Krøg og Jochim Stang paa en Maade, der gjør det antageligt, at de have hørt til de større Handlende. Tvende andre, „Iffuer“ og „Robert“, nævnes kun ved Fornavn, ligesaa en ved Navn „lange Claus“.
