Efterat Retten paa denne bedrøvelige Maade var bleven
sprængt paa Øier Thing, maatte Øvrigheden for den
største Del tilfods begive sig til Ringebo. Da Retten saa
den 2den November paa Bjørge Thingstue erklæredes lovlig
sat, var Hans Skjønsberg tilstede der blandt Almuen.
Hyldingsmændene Christen Gunstad og Erik Kolstad var fremmødte at svare paa Almuens Vegne. Hvad den store Supplikation angik, afgav de den samme Erklæring, som var afgivet paa de tidligere holdte Thing; i den, mente de, fandt Klagen over Dalens Øvrighed sin Begrundelse, og den vilde de vedstaa. Hans Skjønsberg raabte da ud blandt Almuen, at det ikke var mere end rimeligt, at Jens Madssøn fremlagde den Erklæring, han havde indsendt til de gode Herrer i Rigens Raad om sit Forhold, saa kunde man selv lettest dømme om, hvorvidt han var skyldig eller ikke. Bønderne fandt, at dette var vel talt. Men denne Erklæring havde Jens Madssøn ikke ved Haanden; derimod gjentog han sit Forlangende, at hver Mand skulde gaa frem efter Paaraab efter Mandtallet og angive sine Klagemaal. „Det er da forunderligt,“ sagde Christen Gunstad, „at nu kan ikke en hel Almue sætte en Foged af, medens faa Mænd kunde gjøre det i gammel Tid.“ Til Fogdens Forlangende svarede han og hans Kammerat Erik Kolstad paa Almuens Vegne, at man vilde gjøre, som han havde krævet, hvis man med det samme fik beedige sit Vidnesbyrd. Men herpaa turde Laurits Christen søn ikke indlade sig. Nu overleverede Bønderne til Retten et Register over Jens Madssøns Forseelser,[1] men da
- ↑ „Effterszom Jenns Madsenn os fattighe almue aff Ringeboe soegen haffuer ladet steffne for de klagter, som vi haffuer hannem af høy tilforaarszagit nøed angiffuet for, hvorpaa vi stoerlig forundretz, thi
