der i hvert Hus kun skulde bo een Familie. Antallet af engelske Handelsskibe steg samtidigt (i de nærmeste Aar efter 1582) til det tredobbelte. At en Mængde norsk Trælast allerede nu har begyndt at tage sin Vei til England og navnlig til London, er utvivlsomt, men Tiden havde endnu sine gamle commercielle Begreber om, at Storhandel kun kunde foregaa gjennem stapulæ, og Forsyningen med Trælast fra Norge til Steder udenfor Nederlandene har derfor vistnok almindeligvis foregaaet pr. Transit fra de store Emporier, først i Antwerpen og senere i Amsterdam. Om Handelen i Antwerpen ved Aar 1560, da Staden endnu stod i sin Blomstring, heder det i et samtidigt Værk, at den fra de nordlige Lande, hvoriblandt særlig nævnes Norge og Sverige, indførte Trælast af udmærket Qualitet og skikket for al Slags Tilvirkning „et mesmement pour faire navires et vaissaux“.[1] Særlig fremhæves den i hin Tid meget søgte Artikel whageschott (wainscot), Bord eller Plader af flammet Furutræ, hvorom Guicciardini beretter, at det brugtes „til tusinde Ting“, samt at det var saa efterspurgt, at det fra Antwerpen igjen udførtes lige til Italien. Naar samme Forfatter derhos beretter, at Beg (paa Transit) udførtes fra Antwerpen til Spanien og England, tør man vistnok forudsætte, at det samme var Tilfældet med Tjæren fra de nordlige Landes Naaleskove.
Det var dog vistnok endnu forinden Amsterdam havde afløst Antwerpen som Vest-Europas største Handelsplads, at den førstnævnte Stad havde samlet til sig Størsteparten af den norske Trælasthandel. Her var det største Behov
- ↑ L. Guicciardin (Ludovico Guicciardini): Description de toute les Pays-Bas, derechef illustrée, Amsterd. 1641, med Fortale af 1566. Guicciardinis Beretning om Antwerpens Handel henføres i History of Prices (VI. s. 406) til Aaret 1560.
