give disse en passende Anvendelse ogsaa udenfor deres (Nordmændenes) Fædrelands Grænser i snævrere Forstand“.[1]
Ved Freden til Speier opgjordes i Aaret 1544 ikke alene de politiske Forviklinger, der havde fundet Sted mellem Danmark-Norge paa den ene Side og Keiseren paa den anden Side, men samtidigt afsluttedes med Keiseren i dennes Egenskab af Hersker over hans „Nieder-Erblanden“ en Handels-Tractat, hvis Bestemmelser findes indtagne i selve Fredsfordraget, og hvorved særlig havdes for Øie at sikre Hollændernes Fart paa Norge og gjennem Sundet. Det synes overhovedet at fremgaa af det hele Freds-Instrument, at den hollandske Skibsfarts Krav har været Hovedmotivet til jo før des heller at se Freden gjenoprettet. Som Basis for den gjensidige Skibsfart opstiller Tractatens § 13, at der for Fremtiden, mod Erlæggelse af pligtige Afgifter, skal herske frit Handelssamkvem mellem de respective Lande, samt at de contraherende Magters Handelsfartøier ikke skulde behøve at medbringe noget „gemeinen oder sondern gleydt, gönnung oder erlaubnuss“, med andre Ord, at de kun behøvede at legitimere sin Nationalitet, og ikke længer skulde affordres de tidligere „Pasbords“, der vistnok ikke sjelden havde været brugte som Udpresnings-Middel. I Realiteten stemme Tractatens Handelsbegunstigelser temmelig nøie overens med de Privilegier, som Søstæderne omkring Zuidersøen i det foregaaende Aarhundrede havde erhvervet for sin Fart paa Norge, men de tidligere erhvervede Privilegier
- ↑ H. F. Rørdam: Kjøbenhavns Univ. Hist. III. S. 446.
