at der ialfald da gaves et Antal norske Handelsfartøier, der maaske ikke i Antal, men desmere i størrelse, Construction og Udstyr stod langt over, hvad vort Land i denne Retning havde kunnet opvise i nogetsomhelst Tidsrum af Middelalderen, ligesom det af officielle Actstykker fremgaar, at der ved dette Tidspunct her i Riget ogsaa havde dannet sig en professionel Sømandsclasse i Modsætning til de søfarende Kjøbsvende, ved hvem Skibsfarten havde været drevet indtil henimod Middelalderens Slutning.[1]
Den Befolkning, der efter alle Tidens kirkelige og politiske omvæltninger ved Grevefeidens Slutning var levnet tilbage i de norske Kjøbstæder, synes fra først af kun at have haft ringe Forudsætninger for tiltagende velstand og kommende Anseelse. Deres samfundsmæssige Grundlag var oprevet, idet ethvert Element af høi Byrd var forsvundet fra dem, og det katholske Cleresi, der tidligere spredte sin Glands over Kjøbstadlivet, havde maattet opgive sine høie Stillinger og finde sig i, at Kongemagten, hvis Tid nu var inde bemægtigede sig det rige Prælatur- og Klostergods. Under disse Omstændigheder kan Indbyggerne i de norske Kjøbstæder ved den nævnte Tid neppe have bestaaet af synderligt andre Elementer end Krambodhandlere, nogle Rester af reisende Kjøbsvende og Haandværkere samt dertil endel Søfarende, Fiskere og Dagleiere. Billedet syntes lidet trøstefuldt, men det har sin Interesse som et Slags tabula rasa, hvor Bybefolkningen med Bibehold af
- ↑ Allerede i 1542 udskrives fra Norge til Orlogsflaaden Baadsmænd, Styrmænd og Tømmermænd. Ved en af de første Sørustninger i Anledning af Syvaarskrigen (24de Marts 1567) udskrives 38 Skippere, 40 Styrmænd, 69 Skibstørnmermænd foruden flere Hundrede Baadsmænd (Matroser). De fleste Skippere og Styrmænd vare antagelig fra Kjøbstæderne. Fra Sarpsborg udskreves 3 Skippere og fra Tunsberg 4. (N. Rigs-Reg.).
