stadens Indvaanere vare handelsberettigede, synes at have været saa stærk og gjennemgaaende, at man har anseet det unødvendigt i Bylovens Kjøbebolk udtrykkelig at udtale sig derom. Bolkens Cap. 4 indskrænker sig kun til Forbud mod Salg af forfalskede Varer, og efter Cap. 6 kunde ane Kjøbstadens Indbyggere (frealser men oc fulltida) raade sine Kjøb, hvilket ikke alene gjaldt Mænd, men ogsaa Kvinder (sva konor sem karlar).[1] Den Handel, hvis Frihed herved fortrinsvis havdes for Øie, var Exporthandelen eller rettere Indkjøbet fra og Salget til den reisende Udlænding, en Handel, der langt ind i den nyere Tid bibeholdt sin oprindelige Retsstilling, medens Haandværksvirksomhed, hvormed Høker- og Bodhandel sattes i Classe,[2] vistnok temmelig tidligt har ophørt at være en fuldstændigt fri Bedrift. Allerede Bylovens Forskrift om, at disse iðnarmenn skulde bo samlede og ikke udenfor de Bydele, der særlig vare hver enkelt Bedrift anviste, tyder hen paa en tidlig coërciv Organisation i laugsmæssig Retning. At saa blev Tilfældet, viser sig ogsaa meget snart af Retterbøderne. Det første, man i denne Retning paatræffer, er en Retterbod af 10de Mai 1318, der for Tunsbergs Vedkommende forbeholder „þeir sem burar ero“ at skjære Klæde til Salg. I Retterbod af 25de April 1346 heder det, at ingen „Indlænding eller Udlænding“ maa gjøres til Borger (burar) i Oslo uden med Samtykke af Raadmænd og Gjalker, hvilken Bestemmelse findes gjentagen i
- ↑ Kvinder forekomme ogsaa som Exporteurer eller Forhandlere af Exportvarer i de ældre Toldregnskaber.
- ↑ Jfr. Byordn. Cap. 4, der indeholder Forskrift om, hvor i Byen Krænmere og Haandværkere have at drive sin Næring. Capitlets Overskrift er: „Her segir um skipan bœar vare oc hvar huer iðnamaðr skal vera.“ Raade Haandværkere og Krambodhandlere regnedes altsaa til iðnarmenn.
