Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/285

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Overensstemmelse med Lovgivningen, men endnu stærkere præget af den Tid, da Kjøbstæderne fra først af havde reist sig, maatte det hele Kjøbstadsliv gjennem Middelalderen blive patriarchalsk og væsentlig støttet til Jordbruget og dettes Interesser. Kjøbstadgrunden var kun en fra Landdistrictet udskiftet Takmark med særskilt Nærings-Lovgivning og en efter middelalderske Opfatninger tillempet ordning af Magistratur og Domstol. Enhver ikke særligt undtagen Del af den almindelige Lovgivning havde sin Anvendelse paa By-Territoriet, og som Følge deraf gjaldt Landslovens Odelsløsnings- og Landsleiebolk ikke mindre end Arvebolken i sin Almindelighed ligesaa vel for Kjøbstaden som for Landet. Naar de vigtigste af de norske Kjøbstæder siges anlagte af vore gamle Konger, er Meningen hermed, som ogsaa i Sagaerne udtrykkelig omtales, væsentlig den, at Kongerne skjænkede Grunden til By-Anlægget, idet de udskiftede Tomterne mellem sine haandgangne Mænd. Men en kongelig Gave af Jord eller Grund blev efter vore gamle Love[1] med det samme til Odelsjord eller betragtedes med andre Ord som skjænket Modtageren og hans Slægt, hvilket vistnok ogsaa er Forudsætningen for den i Byloven (V. 5) indeholdte For-

  1. N. Landsl., Odelsløsn.-Bolken Cap. 2; jfr. nyere Bylov, Byordn. Cap. 5; Ældre Bjarkøret 145, 150, 151 m. f. At Kjøbstadtomt endnu i Aaret 1505 ansaaes som Gjenstand for Odelsret fremgaar blandt andet af D. N., IX. S. 418. De engelske Byforholde synes i det væsentlige at have udviklet sig i Lighed med, hvad her er antaget for de norske Kjøbstæders Vedkommende. „The franchise“ blev skjænket de oprindelige Grundeiere og disses Arvinger, medens indflyttede Personer neppe i Almindelighed fik fuld Andel i Byens Frihed. Arveligheds-Systemet gjennemførtes endog paa middelaldersk Vis saa conseqvent, at den, der indgiftedes i en Byslægt, derigjennem blev delagtig „in the franchise“. (Mc. Culloch, Account of The British Empire, II. S. 192).