Omnia post obitum
fingit majora vetustas.
Det er i foregaaende Afsnit paavist, hvorledes vor hele Trælasthandel paa Udlandet i Løbet af 1400-Tallet, og saaledes netop paa en Tid, da Lovgivningen saavel i Norge som andetsteds paa det nøieste søgte at knytte al Handel Og Omsætning til Byerne, gjennem Hollændernes Privilegier factisk var bleven frigjort for ethvert Baand i denne Henseende. Hollænderne havde imidlertid kun brudt Isen. De øvrige Nationer rundt om Nordsøen, Skotter og Englændere ikke mindre end Dansker og Tyskere, der begyndte at føle samme Trang til vor Trælast som Hollændeme, fulgte snart efter i disses Spor, og ved Begyndelsen af 1500-Tallet synes det at have været en fastslaaet Kjendsgjerning, at Udskibningen af norsk Trælast uden Mellemkomst af nogen Kjøbstadsmand var aaben fra ethvert Sted paa Landets Kyst, hvor et Skib kunde lægge til og indtage sin Last. Naar denne Tingenes Tilstand paa et for Landets economiske Interesser saa vigtigt Felt uforandret kunde vedblive gjennem et Tidsrum af 200 Aar, eller lige
