delte ham en korporlig Refselse med de Ord: „det skal du have du, som vil slaa Vinduerne ind hos Stiftamtmanden!“ – Dette vakte naturligvis stor Forbitrelse hos Gutterne, og det var ikke andet, end hvad der maatte ventes, at Stiftamtmandens Søn, gjennem hvem Faderen maatte antages at have sin Kundskab, fik føle den. Om det forseglede Brev, Daae skal have modtaget fra Stiftamtmanden, har min Meddeler intet fortalt, men derimod stod det for alle som en vitterlig Sag, at Eforatet vilde negte sin Anbefaling til Rektorens Ansøgning om Tilladelse til at dimittere Daae uanseet hans Alder. Daae rejste nu strax til Kristiania, søgte selv Alders-Tilladelsen og lod sig dimittere privat af Fr. Stang.
Den lille Historie, der maaske vil findes at afgive et ikke ganske umærkeligt Bidrag til Grundlovens Faders Karakteristik, var ikke ganske forbi med dette. Politiken var faren i Gutterne. Der skulde skrives norsk Stil, og gamle Sagen lod – som saa ofte – Mesterlektianerne selv vælge sin Opgave. De valgte alle – eller dog de fleste – at skrive om Højtideligholdelsen af 17de Maj. Alle var naturligvis begejstrede for Dagen, og Fraserne flommede gjennem de ungdommelige bergenske Penne – til stor Forskrækkelse for gamle Sagen, der var Loyaliteten selv. Der var dog en Undtagelse, og hans Stil var unegtelig den bedste. Det var Stiftamtmandens Søn, hvis Stil var om ikke just skreven, saa dog i alle Fald inspireret af Faderen og indeholdt alt, hvad der fra Karl Johans Standpunkt var sagt og kunde siges imod Frihedsdagens Højtideligholdelse. Sagen var – som sagt – i stor Forlegenhed, men vandt foreløbig Tid ved at lade Gutterne kritisere hverandres Stile. Den unge Falsens Stil blev overladt til den senere Provst Johan Peter Bergs kritiske Behandling, og den skal have været baade skarp, grundig og fyndig i Udtryk, der vel sagtens havde faaet noget af sin Braad ved hans Kjendskab til, hvem der var Stilens egentlige Forfatter. Omsider kom Dagen, da Stilene og Kritikerne skulde gjennemgaaes. Bergs Kritik vakte megen Opsigt i Klassen, og Rygtet om den kom ud i Byen, hvor det ogsaa naaede Stiftamtmanden. Gamle Sagen anede Uraad og var saa for-
