Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/279

17. Maj 1826 fejrede Mesterlektianerne i Bergen ved et Lag. Den nye Rektor, Hans Holmboe, der selv paa denne Tid hørte til de ivrige Patrioter, havde givet sit Minde hertil eller i alle Fald ikke sat sig imod, at det skede Efter Laget var man naturligvis lystig, og Tanken om Gadespektakler laa nær– Der blev Tale om at slaa Vinduerne ind hos en eller anden, uden at dog noget saadant skede Men under denne Tale kom den øverste Mesterlektianer L. K. Daae til at ytre, at „om man skulde slaa Vinduerne ind hos nogen, saa maatte det være hos Stiftamtmanden“, Chr. M. Falsen, der havde sin Bolig i Klosteret, det senere „Hotel de Scandinavie“. Daaes uoverlagte Ytring blev rapporteret til Stiftamtmanden, der øjeblikkelig tog sine Forholdsregler og i Egenskab af Skolens Efor nedlagde Forbud mod, at en Discipel, der umiddelbart før sin Afgang til Universitetet kunde gjøre sig skyldig i en saadan Adfærd, blev dimitteret. Rektor Holmboe lod sig ikke imponere, men erklærede, at Dimissionen hørte under hans Embede og var Eforatet uvedkommende, samt at Daae som Skolens dygtigste Elev skulde dimitteres. Der var dog en Hage ved Tingen, da Daae ikke havde den lovbestemte Alder, og der maatte søges Tilladelse til, at han blev dimitteret, før han havde naaet den. Denne Ansøgning var nok endnu ikke sendt, men Holmboe maatte antage, at den – mod alle Regler – kunde blive afslaaet, naar den fremkom med en misbilligende Erklæring fra Eforatet. Stiftamtmanden lod det ikke blive med det Skridt, han havde gjort, men forlangte af Rektoren, at Deltagerne i 17. Maj-Laget skulde have en Refselse. Her kunde Holmboe ikke undslaa sig, uagtet han jo paa en Maade var medskyldig. Det skede da paa den Maade, at han samlede den øverste Klasse og holdt en Tale, der af min Meddeler erklæredes for et rent Mesterstykke, hvori han egentlig ikke refsede Disciplene for, hvad der var skeet, men gav dem den venligste Formaning til Forsigtighed i Ytringer og til ikke at udsætte sig for en farlig Kritik i Tider, da al mulig varsomhed krævedes. En af Lærerne fandt i sin Loyalitet, at Daae ikke havde faaet, hvad han fortjente, søgte en Anledning til at komme ham tillivs og til-