Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/263

Denne siden er ikke korrekturlest

Beretningen om, at Marcellus var Engelskmand, hvorved Antagelsen om, at han var Tydsker, synes at vinde i Sandsynlighed. Muligens har Krantz været kjendt af Forf. af den anonyme Series Archiepiscoporum,^[1] da begge om Marcellus benytte samme Udtryk: falsarius.

I Norvagia (lib. VI. cap. 12) finde vi en Beretning om Hr. Olaf Nilssøn og hans Undergang i Bergen (1455). Her er Forf. ikke ilde underrettet, og dette Sted er derfor ikke uvigtigt. Hans Fortælling om Hr. Olafs Hustru, Fru Elisa, at hun seilede vela purpureo, cui inerant arma Norvegiae, har som bekjendt fremkaldt urigtige Forestillinger, om, at Norge allerede dengang havde eget Flag.^[2]

↑ Monumenta hist. Norvegica, udg. af G. Storm, p. 191. Det være mig her tilladt at gjøre en Bemærkning til et andet Sted, hvor Prof. Storm har omtalt Marcellus, nemlig i Christiania Vidensk. Selsk. Forhandl. 1880, No. 14, S. 14. Det udtales her som en Formodning, at Marcellus er den, der har lavet det bekjendte Brev, i hvilket Magnus Erlingssøn skulde have skjænket Norges Rige til St. Olaf. Dette er mig af mere end en Grund umuligt at tro. Ganske vist er Marcellus’s Person ikke for god til, at Mistanken jo kunde rettes imod ham. Men der maa tages Hensyn til den Partistilling, som M. indtog og nødvendig var henvist til at indtage, og til hans Historie overhoved. Han har i det Hele ikke opholdt sig længere i Norge end et Par Maaneder i 1450, da han kom herop i Christiern I.s Følge og derpaa reiste til Rom. Ubekjendt som han var med Land, Folk og Sprog, har han neppe i den korte Tid indladt sig paa at drive de historiske Studier, som Forfalskningsbedriften dog nødvendig forudsætter. Og fremfor alt maa erindres, at hin Forfalskning jo aabenbart er skeet for at indskrænke Kongemagten. Det er da ikke rimeligt, at Marcellus, der var Kongens Creatur og alene gjennem ham havde noget at haabe i Norden, skulde benytte sin Øvelse som falsarius til at skade sin Patron og støtte et Cleresi, som fra første Færd af viste den største Ulyst til at have noget med ham at bestille. Da Mødet i Skara, hvor det falske Brev maaske tør være fremlagt, afholdtes 1458, var Marcellus (opgiven som Kongens Candidat til Erkestolen) neppe tilstede, men vel hans heldigere Rival Olaf Throndssøn. Af Handl. rör. Skandin. Historia, B. 32, S. 416 ser jeg dog, at han ikke var langt borte, idet han 15de Jan. 1458 drev Afladshandel i Jønkøping.
↑ R. Keyser, Samlede Afhandlinger, S. 472 fg.

[1] Monumenta hist. Norvegica, udg. af G. Storm, p. 191. Det være mig her tilladt at gjøre en Bemærkning til et andet Sted, hvor Prof. Storm har omtalt Marcellus, nemlig i Christiania Vidensk. Selsk. Forhandl. 1880, No. 14, S. 14. Det udtales her som en Formodning, at Marcellus er den, der har lavet det bekjendte Brev, i hvilket Magnus Erlingssøn skulde have skjænket Norges Rige til St. Olaf. Dette er mig af mere end en Grund umuligt at tro. Ganske vist er Marcellus’s Person ikke for god til, at Mistanken jo kunde rettes imod ham. Men der maa tages Hensyn til den Partistilling, som M. indtog og nødvendig var henvist til at indtage, og til hans Historie overhoved. Han har i det Hele ikke opholdt sig længere i Norge end et Par Maaneder i 1450, da han kom herop i Christiern I.s Følge og derpaa reiste til Rom. Ubekjendt som han var med Land, Folk og Sprog, har han neppe i den korte Tid indladt sig paa at drive de historiske Studier, som Forfalskningsbedriften dog nødvendig forudsætter. Og fremfor alt maa erindres, at hin Forfalskning jo aabenbart er skeet for at indskrænke Kongemagten. Det er da ikke rimeligt, at Marcellus, der var Kongens Creatur og alene gjennem ham havde noget at haabe i Norden, skulde benytte sin Øvelse som falsarius til at skade sin Patron og støtte et Cleresi, som fra første Færd af viste den største Ulyst til at have noget med ham at bestille. Da Mødet i Skara, hvor det falske Brev maaske tør være fremlagt, afholdtes 1458, var Marcellus (opgiven som Kongens Candidat til Erkestolen) neppe tilstede, men vel hans heldigere Rival Olaf Throndssøn. Af Handl. rör. Skandin. Historia, B. 32, S. 416 ser jeg dog, at han ikke var langt borte, idet han 15de Jan. 1458 drev Afladshandel i Jønkøping.

[2] R. Keyser, Samlede Afhandlinger, S. 472 fg.

[1]

[2]