Tilfældet i hans Norvagia. Det ser ud til, at han har arbeidet paa de forskjellige Landes Historie samtidig, med andre Ord, at Planen til dem alle er opgjort allerede forinden Forfatteren gav sig i Færd med det enkelte Arbeide. Idelig henvises nemlig fra det ene til det andet, snart med et „ut diximus“, snart med et „ut dicemus".
De nordiske Rigers Historie staar ubetinget under de Verker, hvori Tydsklands Historie behandles. Dette er da ogsaa naturligt nok. Det er aabenbart, at det er Fattigdom paa Kilder til den virkelige danske, svenske, norske Historie, der har drevet Krantz til – for dog at faa noget Stof ind i disse Rubriker – at benytte Folkevandringernes og Normannertogenes Historie som Staffage, eller rent ud som Fyldekalk. Paa den Maade og kun paa den er det, at han kan give en Historie om regna aquilonaria paa mere end 400 Foliosider. Med en vis Ligelighed fordeler han dette rige Stof paa Nordens Riger. Paa Danmarks Part falder Langobarderne, paa Sveriges Øst- og Vestgoterne, medens Normannerne opsluges af Norge. Her havde han da ogsaa et Udgangspunkt i Adam af Bremen eller hans Scholiast. Det 139te Scholion lyder nemlig saa: „ Ab illis Nordmannis, qui trans Daniam incolunt, venerunt isti Nordmanni, qui Franciam incolunt, et ab his nuper Appulia suscepit tertios Nordmannos“.
Foruden til Adam af Bremen har Krantz for Nordens Vedkommende været henvist til Saxo, hvem han har udskrevet i en stor Udstrækning. Derved have hans Verker faaet en særegen Betydning som et Hjælpemiddel til at fastsætte Saxo’s Text, da man som bekjendt ikke mere har nogen Codex, men kun har opdaget ganske ringe Fragmenter af de Haandskrifter, hvori Saxo var udbredt i Middelalderen. Efterat Saxo slipper, har han kun tydske Kil-
