den Maade gik det til, at Krantz’s Bøger kunde svulme op til saa store Masser.
Der er imidlertid en væsentlig Forskjel mellem de Partier hos Albert Krantz, hvor han behandler sin samtids eller den nærmest foregaaende Tids Historie, og de øvrige. Hvor han nemlig taler om Begivenheder, han selv har oplevet, eller hvorom han har kunnet skaffe sig Besked af Øienvidner og Deltagere, er han ikke mere Compilator, men har (i sine Bøger om Tydskland) Rangen af en selvstændig og det stundom en ypperlig Hjemmelsmand. Man læse som Exempel hans Fremstilling af Ditmarskerkrigen (Saxonia lib. XIII), der endnu er en Hovedkilde til denne mærkelige Feides Historie. Hvad han meddeler til det femtende og Begyndelsen af det sextende Aarhundredes Historie er det da ogsaa, der giver ham et varigt Værd ikke alene i Literaturhistorien, men ogsaa for Historieforskningen. Alt det øvrige tabte naturligvis sin Betydning, efterhvert som hans Kildeskrifter bleve trykte. Hvilket ganske andet Værd vilde Krantz have kunnet faa for Eftertiden, om han ligesom sin Samtidige, den ulærde Philippe de Comines, havde lagt sin hele Kraft paa at skrive om det, han selv havde seet og erfaret! Eller for at bruge en anden Sammenligning: enhver forstaar, at Krantz var Reimar Kock langt overlegen baade i Personlighed og Lærdom, med Hensyn til Livsvilkaar og Adgang til at blive kjendt med Begivenhedemes Traade. Men ikke destomindre har den plattydske Chronist, fordi han begrændsede sig, sine vigtige Fortrin, som den langt betydeligere Storskribent savner.
Samtlige hans historiske Verker ere førte ned til Aar 1500, hvilket Aar han synes at have betragtet som sin terminus, ad quem. Senere har han imidlertid jevnlig tilføiet noget om senere Begivenheder, hvilket dog ikke er
