ikke muligt paa en tilfredsstillende Maade at omspænde uden tilsvarende Forarbeider, og hvad man uden saadanne kan opnaa, bliver kun at faa optrukket store Rubriker og at udfylde dem med, hvad man tilfældig støder paa, idet Hullerne i det høieste kun blive overdækkede ved stilistisk Kunst og Behændighed.
Krantz har vidst at skaffe sig Adgang til en stor Mængde af Middelalderens bedste latinske Krøniker, Nordtydskland vedkommende, hvilket ganske vist forudsætter, at han paa sine Reiser flittig har undersøgt Klosterbibliotheker osv., thi det er neppe rimeligt, at alle disse dengang utrykte Autorer just vare at finde i Hamburg. Han har ogsaa aabenbart benyttet tydske Stadkrøniker, navnlig Lübecks. Hvad der af disse Skrifters Indhold forekom ham at være vigtigst og interessantest, søgte han at sammensy, eller han „redigerede“ det til et sammenhængende Hele. Som oftest optog han store Stykker af sine latinskrivende Forgjængeres Beretninger omtrent ordret. Det var dog i høi Grad misvisende og ubilligt, om nogen her vilde tale om Plagiat. Krantz har visselig mindst af alt tænkt paa nogen „Krænkelse af den literære Eiendomsret“. Hvad han gjorde, var i hine Dage og endnu længe efter noget ganske almindeligt.[1] Saalænge man ingen Bogtrykkerkunst havde eller denne endnu, som i Krantz’s Tid, var i sin Barndom og sparsomt anvendtes, tænkte Forfatterne mindre paa Offentligheden og Kritiken. Deres Arbeide havde en mere privat Charakter. Stødte man paa andres Verker, da glædede man sig inderlig over de Oplysninger, de indeholdt, og benyttede uden videre, hvad man syntes om, og det i den Form, i hvilken man forefandt dem. Paa
- ↑ Se F. Schiern, Om Historieskrivningens Udvikling, Historiske Studier. I. S. 218.
