Virksomhed spores, pludselig i overgangstiden fra Middelalderen til den nyere Tid fremstaar en hel Række Historikere, der aldeles paatagelig skylde Humanismen sine videnskabelige Impulser. Mere tvivlsomt tør det være, om den humanistiske Retning som Regel har befordret Grundighed i Undersøgelsen og beriget Videnskaben med paalidelige historiske Kjendsgjerninger. Middelalderens Chronister, navnlig de, der skreve i Modersmaalet, tænkte ikke meget paa historisk Kunst, men nøiede sig med i Aarbogs Form at optegne, hvad der kom til deres Kundskab og forekom dem værd at erindre. Ikke destomindre lykkedes det dem ofte, ud en at de lagde an derpaa, at skrive høist tiltrækkende og at sikre sig Efterverdenens Taknemlighed i høieste Grad. For Humanisterne derimod blev den klassiske Form og den elegante Fremstilling tidt Hovedsagen i en overveiende Grad, det kom dem tidt mere an paa at fortælle liviansk end at skrive paalideligt og udtømmende, idet de glædede sig mere i den lette, flydende Og phraserige latinske Stil end i møisommelig Indsamling og kritisk Drøftelse af Stoffet. Hvor gjerne skulde ikke en senere Tids Læsere ville eftergive det pompøse Foredrag og alle stilistiske Zirater, om Forfatterne havde villet meddele en Smule mere af det, som Historien allermindst kan være foruden!
At den humanistiske Skole for Krantz blev et Træ baade paa godt og ondt, er øiensynligt. Han hentede fra den Impulser til at skrive, og han lærte i den at fortælle ore rotundo. Men han blev ikke egentlig Forsker Og Kritiker, det gjaldt ham mere at skabe store opera over hele Landes Historie fra den graa Oldtid indtil sine egne Dage, til Slutningen af det femtende og nogle Aar ind i det sextende Aarhundrede. Saa vide Felter er det
