godt Indtryk, at Krantz, naar han i sine historiske Verker kommer til at berøre Begivenheder, hvori han selv har spillet en Rolle, aldrig omtaler sig selv. Da den meklenburgske Hertug Magnus var død 1503, holdt Krantz en Tale ved Begravelsen. Denne Tale optager han (Vandalia, lib. XIV. cap. 33), men fortier, at han selv har holdt den. En yngre Samtidig, Reimar Kock, har optegnet det.[1]
Albert Krantz døde i Hamburg den 7de December 1517. En Søstersøn af ham var den berømte Jurist og Befordrer af Reformationen Jo. Oldendorp.[2]
Krantz har et betydeligt Navn som Theolog og var lige indtil sine sidste Aar varmt interesseret baade for den theologiske Videnskab og for Kirkens Anliggender. Som Decanus i det Hamburgske Capitel holdt han to Gange (1508 og 1514) strenge Kirkevisitationer i den Capitlet undergivne Del af Diöcesen og arbeidede ivrig paa at udrydde alle de mange Misbrug, der havde indsneget sig hos Prester og Munke, og paa at vække Begeistring hos Geistligheden for dens Kald. Han indtog som Theolog en ret mærkelig Stilling, hvorom bl. a. hans Verk „Sperantissimum opusculum in officium misse“, der er udgivet efter hans Forelæsninger i Hamburg, er et smukt Vidnesbyrd. Han var en conservativ Natur og hævdede den ældre Catholicismes Standpunkt, udtaler sig ogsaa med Strenghed mod Huss („improbus calumniator“ o. s. v. Metrop. lib. XL cap. 8), men var i andre Henseender modtagelig for Anskuelser, der bebudede en ny Tid. Hans
