Fornmanna Sögur 12te Bind hævdet (S. 334 ), at Sólangr var Sylling ved Sydsiden af Tyrifjorden. Men herimod har P. A. Munch med Rette bemærket: „Dette var dog aabenbar en Umulighed, naar han (Sverre) ei havde Milestøvler, da Sylling som bekjendt ligger noget længere borte end Svangstranden, til hvilken der fra Christiania er over 4 Mile, en Strækning, man selv nu paa den banede Landevei skulde have ondt ved at tilbagelægge to Gange endog i en Vinternat, endsige i hine Dage, da ingen Landevei existerede, og med en eneste Hest. Denne uheldige Feiltagelse vilde Petersen have undgaaet ved at slaa op i den røde Bog fol. 37, hvor man seer, at Sylling i gamle Dage kaldes Syllingar og Kirken Syllingadals kirkja.“[1] Allerede Munthe i Jac. Aalls Oversættelse af Kongesagaerne havde fundet, at „Beskrivelsen passer ganske paa den nuværende Mil vestenfor Christiania ved Lysager-Elvens Udløb liggende Gaard Solerud i Agers-Herred; dette Sted maatte Bønderne fra Vestfold og Thelemarken nødvendig passere forbi, og det sees og, at de havde leiret sig udenfor paa Isen tilfrosne Lysager-Bugt.“ Munch synes i „ det norske Folks Historie“ (II 363) at have næret nogen Betænkelighed ved bestemt at slutte sig til denne Mening; ogsaa han søgte imidlertid Stedsnavnet paa Veien mellem Christiania og Asker, men da han intet passende Navn fandt, nøiede han sig med at bemærke, at „et Sted af dette Navn findes ikke nu ved Strandveien, men af Beretningen seer man noksom, at det maa være at søge enten i Vekkerø-Kilen eller ved Lysaker, hvor der endnu er en Gaard, kaldet Solerud, eller ved Slæbene. Snarest skulde man efter Afstanden tænke paa Lysaker.“ I nyere Tid har
- ↑ P. A. Munch, Saml. Afhandlinger I 133.
