noget Angreb mod Norge og benyttede derfor heller ikke senere Pavens Banbuller som Paaskud.
Hvis denne Opfatning er rigtig, maa man i Kong Knuts og Kong Sverres senere Aar skille mellem Kongernes Politik og den kirkelige Politik. De to Riger var i Fred med hinanden; maaske var Forholdet kjøligt, og maaske gjorde de to Kongers personlige Forhold til de to svenske Kongefamilier, at deres Sympathier gik i forskjellig Retning. Men noget fiendtligt Skridt sporer man ikke: det Angreb, som i 1193 rettedes fra Norge mod Danmark, var udgaaet fra Kongernes Fiender og blev straffet af Sverre, og de Angreb, som senere i Danmark udgik mod Norge, støttes ikke af den danske Konge, men af den danske Erkebiskop. Thi Geistligheden i begge Riger holder sammen, og de flygtende norske Biskoper faar Beskyttelse hos Erkebiskop Absalon, men man ser intet Spor til, at de faar Understøttelse eller Hjælp hos den danske Konge. Til denne Forskjel i politisk Standpunkt tror jeg da at kunne henføre to danske litterære Fænomener: den Forbittrelse mod Kong Sverre, som vi finde hos den danske Historieskriver Saxo Grammaticus, er let at forklare hos ham, der er Absalons „Klerk“ og i hans Testament nævnes sammen med de landflygtige norske Biskoper, og saaledes visselig ogsaa i sit Historieværk giver Udtryk for de Sympathier og Antipathier, som herskede i Erkebiskop Absalons nærmeste Kreds. Men den Canonicus fra Børglum, som har omkr. Aar 1200 skildret de norske Korsfareres Ophold i de norske Kystbyer, staar derimod den danske Kirkes Centrum fjærnere og kan skildre Kong Sverre med den Respekt, som en af Partistandpunktet upaavirket Fremmed maatte føle for en saa udpræget og eiendommelig Personlighed. Men en saadan
