Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/228

Efter Suhms og Munchs Opfatning vilde det henstaa som uforklarligt, at efterat denne Plan mod Kong Knut og hans Broder var mislykket, det danske Kongehus ikke tog Hevn over Kong Sverre. Det er nemlig tydeligt at Kong Knuts Planer mod Syd og Øst ikke stansedes ved dette Angreb fra Norge, men ligesom Togene til det indre Østersøen var begyndt før 11 92, saaledes fortsattes de i de følgende Aar. Hvis Kong Sverre havde sendt sin Flaade ned i de danske Farvande 1193 og blandet sig i de indre danske Forhold, og denne Flaade uskadt var vendt tilbage fra dette udfordrende Tog, maatte den danske Konge, hvis Magt netop i disse Aar gik rivende frem, have følt sig fristet til at vende sig mod Norge og selv taget Ledelsen i Kampene mod Sverre; og om ikke da, saa ialfald i 1198, da Kong Sverre blev excommuniceret og Kong Knut selv fik Pavens Opfordring til at fordrive Sverre. Men Kong Knut lader sig trods Provokation og Pavens Kaldelse ikke rokke ud af sin Passivitet: han finder sig i det norske Felttog gjennem de danske Strømme, han løfter ikke en Arm til Hevn, og Pavens Opfordring lader han ganske ligge. Men efter min Opfatning af Begivenhederne i 1193 er denne Kong Knuts Opførsel ganske naturlig. Biskop Valdemar har søgt Hjælp ikke hos Sverre – aabenbart fordi han ansaa det for givet, at Sverre ikke vilde blande sig i de danske Forhold – men hos Sverres Fiender i Norge, og dette Parti, som saaledes optraadte fiendtlig mod den danske Konge, blev senere ødelagt af Kong Sverre. Saaledes havde i 1193 og 1194 Kong Sverre og Kong Knut fælles Fiender, og hvis den danske Konge allerede i 1193 maatte anse Kong Sverres optræden korrekt maatte han end mere gjøre dette i 1194. Kong Knut kunde fra sit Standpunkt ingen Grund have til at rette