toget til Danmark virkelig omtales i Sverres Saga, som imidlertid henfører det til ganske andre Personer end Kong Sverre, nemlig Modpartiet Øskjæggerne. Efter Sagaens Beretning (Cap. 119) organiseredes dette Parti Vaaren 1193 paa Orknøerne, de kom om Sommeren til Viken, bemægtigede sig Tønsberg og Oslo og lod sin Kronprætendent Sigurd Magnussøn hylde som Konge over hele Viken: derfra „drog de med hele sin Hær til Danmark, kom helt syd til Trave, hvor de erobrede Kjøbmandsskibe og vandt en Mængde Gods, og kom saa tilbage til Norge (Viken), „da det høstede“ (altsaa i August eller September).
Sammenstiller man de danske og norske Beretningen vil man se, at begge Beretninger tale om et (og kun ét) Tog fra Norge til Danmark: efter de danske Kilder førte Biskop Valdemar med sig fra Norge (eller den Norske Konge) en Magt paa 30 eller 35 Langskibe, denne Maade maa have vist sig ved Slesvigs Kyster i Begyndelsen af Juli og er, da Biskopen indlod sig i Underhandlinger og blev fangen, vendt tilbage til Norge; efter de norske Kilder drog en norsk Sømagt paa mindst 23 Langskibe fra Oslo under Anførsel af en Kronprætendent, der kaldte sig norsk Konge, netop Midtsommer 1193 gjennem de danske Farvande, passerede udenfor Slesvigs Kyster og kom helt ned til Trave, hvor de plyndrede Lübeckernes Skibe. Jeg kan ikke se andet, end at de to Beretninger ganske dække hinanden, dog saa at den norske Beretning har glemt Togets Hensigt og derfor søgt den ud af Resultatet: da Nordmændene ikke opnaaede andet ved sit Søtog mod Syd end at plyndre de søfarende Skibe, antog Forfatteren, at dette var Togets Hensigt, d. v. s. at de havde Mangel paa Fornødenheder og derfor søgte at skaffe sig disse i de danske Farvande. Ikke mindst fremtræder dette som den
