Svære-skardet til Vik i Søndfjord. Skjønt her den sammenhængende Navnrække lige til peger paa, at Stedsnavnet Sværen er Udgangspunktet – og denne Gaard gjenfindes i ældre Form Svæðri (j Svæðra) allerede i „Bergens Kalvskind“ fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede –, har dog ogsaa disse Navne skabt et Sagn om Kong Sverre. Biskop Neumann fortæller virkelig i 1824: „Sverrefjorden, en Arm af Veslefjorden, begynder ved Thorsnæs, er neppe Miil bred og løber mellem Fjelde 4 Miil i Nordvest til Sverreøren, hvor den ender. Ved dens Landsider er kun en Gaard beliggende, som beboes af 2 Mand foruden Huusmænd. Hvor Fjorden ender, dannes Sverredalen, der løber Miil frem i Nord opad mod en Defilée, der fører Navn af Sverreskaret, hvorigjennem Overgangen er til Houkedalen og Eldalen, 2 Mile mellem Gaarde. Denne Dal er mærkværdig deraf, at Kong Sverre skal først have givet den sit Navn, da han paa en Tour fra Søndfjord til Sogn passerede den“.[1]
Ramus’s Beretning gav saa ringe Oplysning om de specielle Lokaliteter, at man ikke kan forundre sig over, at Sagnets Plads forandrede sig. Biskop Pontoppidan, der naturligvis heller ikke kjendte Sverressaga og neppe har nogen anden Kilde end Ramus, henfører saaledes Sverrestien til Nærødalen: „I Nærøfiorden, som gaar til Waas, findes endnu, som en særdeles Antiquitæt, Veyen hængende i de samme Jerntapper, som den store Kong Sverre henved Ao. 1200, eller for halvsiette Hundred Aar siden der lod inddrive i Fieldet, da han banede Vey for sin Armee,
- ↑ Budstikken 1824 S. 569–70. Besynderligt er det, at den høiærværdige Forfatter ikke har lagt Mærke til, at den eneste Gaard ved Sværefjorden hed Sværen; men isaafald vilde rigtignok „Sagnet“ ikke være blevet til.
