Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/213

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Sagnet om, at Sverre havde anlagt „Sverrestien“ paa Voss, dels fordi jeg fandt, at det strider mod Sagaens Fremstilling, dels fordi jeg troede at kunne paavise, hvorledes det har voxet op. Dette Sagn er neppe gammelt og, saavidt jeg forstaar, først nylig lokaliseret paa Voss. Vi maa her minde om, at Sverres Saga først i dette Aarhundrede er bleven almindelig tilgjængelig, og at man indtil 1818 hentede al sin Kundskab om Sverre fra det forkortede Sagauddrag (Mattis Størssøns i Udg. af 1594 eller Peder Claussøns i Udg. af 1633) og, naar det kom høit, supplerede denne enten fra Torfæus ener fra Rugmanns Svenske Oversættelse (1670). Den første, der førte Navnet „Sverrestien“ ind i Litteraturen, var Presten Jonas Ramus († 1718); hos ham findes det i to noget forskjellige Omgivelser. I hans „Norriges Kongers Historie “ (Kbhvn. 1719), hvis Trykning er besørget kort efter Forfatterens Død af Presten J. Spidberg, lyder Beretningen om Kong Sverres Tog til Voss saaledes: Sverre „undvigede fra Oplandene ned i Sogn, hvor aler var forsamlet imod hannem en stor Krigshær af Sogn, Vos, Hardanger og Sundhordeland til fem og tive Skibe. Kong Sverre maatte derfore fra Vos drage til Fields igien om Alle-Helgens Aften, hvilken var den farligste og møysommeligste Reise, som band nogen tiid hafde giort; Hand maatte igennem en snefver Sti i Bierget, hvor der var hengende Fløy neden fore, og oven fore laae Bønderne med Steen og Træ at vælte ned paa ham, thi maatte hand først give sig imod Bønderne og slaae dem af, og forfærdigede siden den snefre Stj med store Jernstænger, som blef dreven ind i Bierget, hvilken Sti blef kaldet Sverrestien. Der foer hand vild paa Fieldet i otte Dage, og lidde stor Nød for Mad og Drikke, miste hundred og tredive Hæste og tive Mand“. Her