Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/172

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
164
LUDVIG DAAE.
II.


Voss Præstegjeld, der først i vore Dage er blevet delt i to, har stedse indtaget en anselig eller vel endog den anseligste Plads blandt alle Bygder i Bergens Stift. Hoveddalen, der gjennemstrømmes af et efter vestlandske Forhold meget betydeligt Vasdrag,[1] hvilket paa flere Steder (Vossevandet, Evangervandet) udvider sig til Indsø, har stundom en næsten østlandsk Characteer og forekommer mig navnlig at minde om Valders. Hovedkirken, der nu omgives af en velbebygget Landsby, er den største Landskirke i det hele Stift, og Præstegaarden har hidtil været en betydelig Eiendom. Ikke langt derfra har man Finnen Gaard, der i det fjortende og femtende Aarhundrede var et Herresæde. Almuen, paa hvem de overhaandtagende Besøg af fremmede Turister i den sidste Tid tør have øvet en ikke liden, men neppe heldig Indflydelse, var i særegen Grad bekjendt som et kraftigt og tilfreds Folk med udpræget Selvfølelse. Medens saaledes selve Egnen i forrige Aarhundrede fik Navn af det norske Italien,[2] roste Holberg, der havde været Huuslærer her, Bønderne som „ stærkere og mere behjertede end de andre nordhordlændske, hvilke sidste Vosserne gemeenligen see over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men vil hede Vosser alene.“[3]

Henrik Miltzow havde, som vi hørte, ægtet sin Formands Enke, der, da hun havde havt fire Børn i første

  1. G. Miltzow kalder det (Presbyt. p. 10) amnis decumanus, med hvilket Udtryk jeg formoder, at han vil have gjengivet det oldnorske þjodà Dette fornemme Navn brugtes ogsaa om mindre Dales Elve, f. Ex om Kvineselven (Dipl. Norv. VII. p. 500).
  2. Pontoppidans Visitationsberetning af 1748 (Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl. VII. 368). Af J. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 216.
  3. Bergens Beskrivelse, S. 294.