et Udtryk for det historiske Factum, at stamfaderen til en ægte, agnatisk Descendents i sin Tid har tilhørt denne Stand. Lovens eneste Virkning har egentlig kun været at forvirre Begreberne om Adelskab, der paa Grund af dens Overskrift og Indhold stadig forvexles med adelige Privilegier. Den Reclamation af Adelskab, som efter Opfordring fandt Sted for en Del – mest ved Patenter adlede – Famliers Vedkommende paa Storthinget i 1824, var derfor en fuldkommen betydningsløs Formalitet, der har været uden alle Følger, og som derfor heller ikke er tillagt nogen Betydning ligeoverfor vedkommende Slægters optagelse i „Den Danske Adels Aarbog“. Adelen i Norge maa derfor vistnok siges at staa i samme Forhold som Adelen i andre Europæiske Stater, hvor alle adelige Rettigheder ere ophævede, kun med den Forskjel, at de fleste Slægters Mangel paa Formue hertillands lægger dem Hindringer i Veien for Haandhævelsen af en vis social Stilling. Indtil 1670-Aarene udfordredes ligebyrdigt Ægteskab for at bevare Adelskabet; skjønt dette senere ikke var nødvendigt, vedbleve de betydeligere Slægter fremdeles i over 100 Aar factisk at anse dette som selvfølgeligt, hvad der ogsaa unegteligt – i Forbindelse med Besiddelse af større Jordegods – overalt danner det constitutive for et Aristokrati næst efter den historiske eller juridiske Betingelse for Adelskabets Erhvervelse. Kun gjennem saadanne Ægteskaber kan Traditionen i Længden bevares, idet Børnene i Regelen mest paavirkes af Moderen eller hendes Slægt, og kun gjennem adelige Ægteskaber fremkomme de correcte 16 (eller flere) Ahner, der for Tiden neppe kunne paavises for mere end en Mand her i Landet (forhenværende Bureauchef Baron Emil Wedel-Jarlsberg). Vel gives der nogle faa Linier af de adelige Slægter hertillands
