ske og nogle Franske, været bosatte i Norge. Enkelte have opnaaet Anerkjendelse som Dansk-Norsk Adel, medens andre have undladt at sikre sig denne, hvad der ogsaa før Forordningen om Indfødsretten af 15de Januar 1776 var af mindre Betydning. De fleste af disse Slægter have ogsaa virkelig været anseede som Dansk-Norsk Adel og indgaaet Forbindelser med den indfødte eller naturaliserede Adel.
Endelig oprettedes ved Rangforordningerne mellem 1693 og 1730 en arvelig Adel, beroende paa, at en uadelig Mand eller ikke naturaliseret fremmed Adelsmand opnaaede et Embede i en af de 3 første Rangklasser. Enkelte af de Familier, der fik Adelskab paa denne Maade (den saakaldte Rangadel) opnaaede ved sine Embedsstillinger og Rigdom i forrige Aarhundrede ikke liden Betydning og indgik adelige Ægteskaber, som f. Ex. Familierne de Tønsberg, Hausmann, Storm, Sibbern m. fl.; de fleste af dem ere imidlertid atter uddøde.
Loven af 1ste August 1821 tilsigtede „at ophæve Adelen i Norge“. Samtiden var ikke tilstrækkelig opmærksom paa, at man herved overskred den Grændse, inden hvilken Lovgivningen har Magt til at virke. Historiske Facta kunne ikke ophæves ved Love, og da Adelskab allerede constitueres ved ægte agnatisk Nedstammelse fra adelige Forfædre, bliver dette ligefuldt bestaaende uagtet Ophævelsen af gjældende, større eller mindre Privilegier, hvilke en herskende Majoritet altid vil have i sin Magt at fjerne, endog uden Erstatning. Af samme Grund maa ogsaa Benævnelserne Greve og Baron fremdeles tilkomme de Slægter, der af den Dansk-Norske Regjering vare optagne i disse Afdelinger af Adelen; her er nemlig ikke Tale om noget Privilegium men kun om
