Paa Reformationstiden udgik det gamle Norske Aristokratis
anseeligste Slægter med Ahner i Middelalderens
Høvdingeætter og Kongehuset, idet Gyldenløvemes og Rømernes
sidste Spirer (Rigshovmesteren Nils Henrikssøn til
Østeraat og hans Frue Ingerd Ottesdatter) kun efterlode
fem Døtre, ved hvis Ægteskab med Danske Adelsmænd
hine Slægters Godser gik over til disses Descendenter af
Familierne Lunge, Lykke, Urup, Litle, Bjelke, Huitfeldt,
Bildt, Lange, Budde, Wind, Schade, Rosenkrantz, Kaas,
Marschalck, Pultz, Folckersahm, Mangelsen, Tritzschler,
Lützow, Wedel-Jarlsberg m. fl., eller med andre Ord de
fleste i Norge bosatte Adelsslægter, der spillede en mere
fremtrædende Rolle der i det 17de og 18de Aarhundrede.
Alle de ovennævnte Slægter (med Undtagelse af Dahl
og Tordenstjerne, for hvis Vedkommende saadant ei kan
paavises) samt de Norske eller i Norge bosatte Slægter
Galde, Brockenhuus, Jernskjæg (Baden), m. fl. nedstamme
fra Hafthorsønnernes i det 14de Aarhundrede, især ved
sit Svogerskab med Kongehuset, mægtige Slægt og kunne
tildels henføre sin Godsbesiddelse til denne Familieforbindelse,
men det blev dog især Gyldenløve- og Rømer-Ætternes
Slægtkreds, der i 200 à 300 Aar formaaede at danne
det egentlige Norske Aristokrati fra Reformationen og henimod
Nutiden. Alle nulevende Adelsslægter med denne
Nedstammelse kunne alene hidlede den gjennem Familierne
Bildt, Budde eller Huitfeldt, af hvilke kun den sidste
nu lever hertillands. Vel ere ikke faa Slægter i denne
Mellemtid blevne adlede ved kongelige Patenter, men kun
faa af disse have ved Jordegodsbesiddelse, standsmæssige
Giftermaal, Embeder eller Rigdom formaaet at hævde sin
Stilling for et længere Tidsrum.
Af fremmed Adel have ikke faa Slægter, navnlig Tyd-
