Det gamle Norske Aristokrati, der i det fjortende og tildels i det femtende Aarhundrede endnu var ganske talrigt, var ved Reformationstiden svundet ind til et meget lidet Antal Familier, idet de betydeligere slægter virkelig vare uddøde, medens en overveiende Del af de mindre paa Grund af Fattigdom og deraf følgende uligebyrdige Ægteskaber ophørte at være Adel og efterhaanden gik over i Bondestand. Gjennem hele det syttende Aarhundrede var der af indfødte slægter kun et høist ubetydeligt Antal, der endnu – og endog det med Vanskelighed – formaaede at hævde sit Adelskab (Bagge, Dahl, Galde, Galtung, Handingmand, Rosensværd, Rytter, Skak, Skaktavl, Tordenstjerne, Botnerslægten); af disse vare Familierne Bagge, Skak og Tordenstjerne adlede ved Patenter i det 16de Aarhundrede, og flere af dem maatte for at haandhæve sin Adel søge Fornyelse derpaa, saaledes Rosensværd i det 15de, Galtung og Skaktavl i det 17de, Tordenstjerne og Botner i det 18de Aarhundrede. Ikke desto mindre vare samtlige disse Slægter uddøde eller forsvundne ved indeværende Aarhundredes Begyndelse med Undtagelse af Familien Galtung, der dog næsten levede i Bondestand og først i den nulevende Generation i sin ældste Linie atter indtager en mere fremtrædende Stilling.
