3. Hij schlacht den Noorman: hij kan niet beloven en
houden. (Han ligner Nordmanden, han kan ikke holde sine
Løfter). II. p. 130. Dette Ordsprog er gammelt, da det af
Harrebomée er optaget efter en Samling af „Gemeene Duytsche
Spreekwoorden“, der udkom i Campen 1550.
4. Dat is een zoet lief beestje, zei Pieter de Noorman, en hij zag eene platluis. II. p. 130, cfr. I. p. 41.
5. Mijn geld rammelt in mijn zak, zei kale Geurt, als Noordsche bokkenkeutels in een’ vilten hoed. I. p. 74.
6. De duivel voere hem in Noorwegen. I. p. 164. Ogsaa dette Ordsprog findes allerede i den ovennævnte Campenske Samling af 1550, men Harrebomée’s Gjetning, at det skulde hidrøre fra Normannernes Indfald i det niende Aarhundrede er neppe meget sandsynlig.
7. Hij zendt ze met hulken naar Noorwegen. I. p. 346. Betydningen heraf forklares ikke af Udgiveren. Som bekjendt, var det almindeligt i Norge, at besvangrede Piger droge til Holland for at skjule sin Skam (se mit Skrift om Nordmænds Udvandringer, S. 69). Maaske have Hollænderpiger under lignende Omstændigheder draget til Norge.
8. Sparren naar Noorwegen brengen (of: zenden). II. p. 130. Ogsaa dette Mundheld, der vel skal betyde det samme som vort „at give Bagerbørn Hvedebrød“, findes allerede i den Campenske Samling af 1550.
9. Ik ben Noords, als’t zoo niet is. II. p. 130. Jeg vil være en Nordmand, om jeg lyver).
10. Het is good Noords. II. p. 130. Udg. fortolker „Noords“ ved enten „uvenlig“ eller „meget utrolig“. Ordsproget forekommer i Sartorius’s Samling, Amsterdam 1660.
11. Men zou eerder met eene lekke schuit naar Noorwegen varen. II. p. 130.
12. Hij bromt als een Noordsche beer. I. p. 41.
13. Bergen ligt in Norwegen. I. p. 48. Ordsproget, der findes i „Het mergh van de Nederlandsche Spreekworden“, Amsterdam 1644, forklares af Harrebomée saaledes: „Et Svar til dem, der rose Bergen; Ordsproget bruges ogsaa ellers, naar man roser Gjenstande, der kun ere latterlige.“ Udg. anfører
