Hans Schreuder, som ligeledes af de samme i 1711 kjøbte Kalfaret. Men efterat hans gods i 1723 var sekvestreret, overdroges Lungegaarden ved kongeligt skjøde af 26 februar 1725 til kjøbmand Abraham Wessel († 1 732). Kalfaret maa rimeligvis dengang have været kjøbt af oberstløitnant Nicolas Christian de Warnau, der ogsaa ejede Nobben, da hans enke Margrete Tormøhlen ved skjøde af 30 juni 1741 overdrog til Wessels enke Margrete Johansdatter hele strøget fra Lungegaardens sydlige grænse til Aarsstadsled fra fjeld til fjære, altsaa Kalfaret og Nobben. Begge disse og Lungegaarden bleve saaledes igjen samlede paa madame Wessels haand og nedarvedes en tid i hendes slegt. Da hun ingen børn havde med Wessel, kom godset ved hendes død (1758) til hendes datter af første egteskab med kjøbmand Herman Schreuder, Margrete († 1772), g. m. kjøbmand Henrik Albertssøn Meyer, senere med den forrige hanseatiske sekretær, justitsraad Johan Carbiner, død 1769, og dernæst til sønnen, kjøbmand Albert Henrik Meyer. Efter hans død (1786) blev det hele solgt til kjøbmand, hofagent Dankert Krohn († 1795), efterat de under Lungegaarden tilforn henhørende parter, nemlig øvre Kalfaret, nedre Nobben, nordre øvre Nobben, søndre øvre Nobben, store Starefossen og lille Starefossen, vare særskilt skyldsatte og separerede fra hovedgaarden. Kun den sidste beholdt Krohn selv, medens han ved skjøde af 23 august 1786 overdrog det øvrige til kjøbmand, stadsmajor Laurits Holte Nicolaysen. Efter hofagent Krohns enkes død i 1804 kom Lungegaarden til kjøbmand, bataljonskommandør Albert Henrik Krohn, og efter hans død (183*) igjen blev den kjøbt af staten, men er senere udstykket i mange dele.
Kalfaret og de øvrige ovennævnte gaardparter med undtagelse af lille Starefossen gik efter ovennævnte major Nicolaysens død (1796) først over til hans broder kjøbmand Lyder Wenzel Nicolaysen († 1802) og dernæst til dennes søn kjøbmand Nicolay Nicolaysen, efter hvis død (1836) en liden del blev fraskilt, medens det øvrige efter enkens død i 1847 er delt i mange parter.
Aarsstad maa ved den ovennævnte oberst Visburgs død
