fartøjets sider fik „større bøjelighed“, saaledes at disse farkoster derved „lettere, end de fastere og mere solide baade, ere gaaede gjennem brændinger og knugende søer“. Hr. Werner formaar derimod (s. 94) ikke „von seemannischen Standpunkte“ at tiltræde denne opfatning. Istedet derfor udtaler han som rimeligst, at det hele maa tilskrives mangel paa jern. Det samme antager han om Gokstadskibet, idet han bemerker (s. 102), at spanterne „sind oben mit eisernen Bolzen [rigtigere: trænagler] an die Planken befestigt, unten aber wie bei jenen durch Tauwerk [rigtigere: vidjer af trærødder] verbunden. Diese Verschiedenheit läszt sieh ebenfalls nur durch Eisenmangel erklären, da sie technisch sonst unverständlich bleibt.“ Om nu end denne jernmangel kunde tænkes i det 4de hundredaar, da Nydamsbaadene bleve til, saa lader den sig dog ikke antage ved Gokstadskibet fra omtr. 900 efter Kristus. Paa en vis maade kunde det da næsten med samme grund siges, at man her i landet i det 12te hundredaar havde mangel paa det nævnte metal, naar det sees, at der i vore stavkirker fra den tid ikke findes anvendt jern undtagen i laase, beslag og nagler paa dørene, medens alle andre befæstelser ske ved hjælp af trænagler.
Dernæst maa berøres den ovennævnte „unwiderlegliche Thatsache“, hvortil forf. støtter sig i sin urigtige oversættelse af Tacitus, idet han ytrer (s. 98), at den i Nydam mose fundne furubaad „endete vorn und hinten in auszerhalb des Bootes vorspringende und je einen Meter lange scharfe Spitzen. Sie können offenbar nur den Zweck gehabt haben als Sporen zum Niederrennen feindlicher Farzeuge zu dienen, und waren wahrscheinlich mit Eisen oder Metall bekleidet, das sich jedoch nicht mehr darauf befand.“ Vistnok støtter han sig her til Engelhardt (Nydam s. 11), som dog ikke udtrykker sig med saa stor sikkerhed om det faktiske; men hvad der siges om sporen, har altid forekommet mig meget apokryfisk, og desværre er vedkommende baad forlængst ødelagt. For det første vilde det nemlig være uden exempel andensteds, at der var spore baade for og agter, idet denne som bekjendt i de sydlandske skibe kun fandtes i forenden. Dernæst maatte det
