seien, und hebt den krigerischen Wert ihrer Fahrzeuge hervor, den er in ihrer besonderen Konstruktion findet. Sie sind im Gegensatz zu den römischen Schiffen vorn und hinten ganz gleich gebaut und deshalb auch im Stande, nach Belieben mit dem Hinterteile einen Spornstosz abzuwehren resp. auszuteilen. Denn als solcher ist appulsus aufzufassen, wie weiter unten noch durch eine unwiderlegliche Thatsache gezeigt werden wird.“ Denne „unwiderlegliche Thatsache“ skal jeg nedenfor komme tilbage til og vise, at den maa ansees meget tvilsom. Forøvrigt kan „appulsus“ ikke oversættes med „Anrennen“, og det er saaledes rent vilkaarligt, naar Tacitus tillægges den mening, at Svionernes skibe havde spore. – Ved den anden passus „nec remos in .... remigium“ bemerker forf. (s. 89) følgende: „Um den wahren Sinn des Textes zu finden musz man etwas technische Kenntnisse zu Hilfe nehmen, und dann ergiebt sich als richtige Überzetzung: „die Ruderbänke waren nicht fest an den Seiten, sondern die Riemen frei, beweglich, so dasz man sie nach Belieben vor- und rückwärts gebrauchen konnte.“ Det sidste er vistnok rigtigt, men ved remos kan ikke forstaaes „Ruderbänke“, derimod kun aarer.
Hvad Tacitus saaledes har villet fremholde, er, at Svionernes fartøjer i flere henseender vare forskjellige fra Romernes. Først derved, at de vare lige i begge ender, saa at de baade for og bag frembød en stavn som front, medens forenden (prora) i de romerske skibe var ulig agterenden (puppis), idet den første som bekjendt var spids og, naar sporen (rostrum) tages med, havde nogen lighed med vor tids Pantserskibe, hvorimod agterenden var plat eller rundgattet. Heller ikke brugte Svionerne sejl, og endelig vare aarerne, som Tacitus maa forstaaes, ikke ligesom hos Romerne anbragte i række gjennem huller i skibssiden, men laa „løse“ ovenpaa denne, saa at man derved og paa grund af fartøjets form med stor lethed kunde ro baade for- og agterover.
Vi komme dernæst til Nydamsbaadene. Som bekjendt, fæstes ikke bordene i disse til spanterne med nagler, men ere gjennem fremstaaende klamper surrede til spanterne med bastetang. Hensigten dermed var efter Engelhardt’s mening, at
