Ved Trælastens Afsætning til den udenlandske Skipper eller reisende Kjøbmand gjordes ingen Afvigelse fra Tidens Handelsskik. Staplerne vare de eneste en-gros Forretninger, og udenfor disse foregik alt Kjøb fra og alt Salg til Udlændinger en detail. Dette Forhold opretholdt sig endnu i mere end 100 Aar efter den Tid, hvorom her er Tale. Udskibningsberettiget fra By var enhver Bymand uden Hensyn til Borgerskab. I Salget af Udskibningsvarer, og navnlig af Trælast, deltoge saaledes alle Bosiddende, Bispen og Capitulares ikke mindre end Byfoged og Raadmænd, Kræmmere og Haandværkere, om end hver enkelt kun havde tilfals et Par Tylfter Deler eller Sagbord. Til Udskibnings-Handel ansaaes overhovedet ikke Borgerskab (Borgerbrev) fornødent før i den nyere Tid, og det vedblev saaledes til langt ind paa 1600-Tallet at være en baade til Lov og sædvane støttet Handelsskik, at enhver som helst af Byernes Indvaanere forhandlede Udskibningsvarer, selvvirkede eller indkjøbte, til den udenlandske Skipper eller Kjøbmand.[1] Des almindeligere maatte naturligvis Utaalmodigheden blive hos den hele Bybefolkning, naar Udlændingen gik dem i Næringen med Indkjøb fra Producenten, hvilket især blev Tilfældet fra Midten af 1400-Tallet, da det privilegievis indrømmedes Udlændinger Ret til, navnlig i Tønsberg og Oslo, at handle direkte med Landalmuen og „Gjæst med Gjæst“. At faa afskaffet dette Uvæsen, hvorved paa det nærmeste enhver Forskjel mellem By og Land var hæ-
- ↑ Loven af 8de Juni 1818 (prov. Anord. 24de Octbr. 1816) danner, mærkeligt nok, det første Grundlag for en laugsmæssig Organisation af den norske Handelsstand, hvilket maa betragtes som en fuldstændig Anachronisme, men staar i Forbindelse med den hele reactionaire Retning, som vore Handels- og Productionsforholde antoge i de første 30 Aar efter 1814. (Jfr. Schweigaards Handelsret, S. 9.)
