enhver langt snarere tænkte paa velhamret Staal til sit Sværd end paa at bortødsle dette kostbare Materiale til en uselig Sagkværn. For at føre et saa plumpt Redskab gjennem en Sagstok krævedes en mægtig Motor, der i en Tid, da man ikke kjendte Dampkraften, ene kunde hentes fra Vandet eller fra Vinden, og Forbilledet for Mechanismen maatte saaledes efter de forskjellige Landes Forholde blive enten Vandmøllen eller Veirmøllen; paa den scandinaviske Halvø blev det den første, medens det i Holland blev den sidste, og beggesteds er den nye Opfindelse vistnok ogsaa bragt i Anvendelse nogenlunde samtidigt. Men forholder dette sig saaledes, maatte der endnu hengaa lange Tider, inden Jern-Industrien kunde naa dertil, at den frembragte et saa fint Redskab som den saa kaldte Langsag eller Kransag,[1] hvilken man uden nøiere Kjendskab til de virkelige Forholde let forestiller sig som dannende Overgangen fra Hugkløvning til Vandsag. At Sverige med sin langt overveiende Jern-Rigdom og sin tidligt udviklede Jern-Industri blev det Land, hvorfra den nye Kunst forplantedes til Norge, synes derfor en ligesaa naturlig Sag, som at vore Sagbrug i Grænse-Districterne lige ind i den nyere Tid fra Sverige ere blevne forsynede med Sagblad, hvilket ogsaa tildels endnu er Tilfældet i vore Dage. At man imidlertid ogsaa i Norge snart er bleven fortrolig med Smedning af Vandsagblade, fremgaar af Akershus Lehns-Regnskab for 1557–1558, hvori som Udgift er opført Dlr. for et Sagblad, „som Nils Gundersen slog til Saugene paa Moss“.
Uagtet opdagelsen af America og af Søveien til In-
- ↑ der haandteres af to Mænd, hvoraf den ene fra et Stillads fører Redskabet ovenfra, medens den anden trækker i nedenfra.
