visligt, at man har havt Vandsager saa tidligt som ved Aar 1466. I „Bidrag till Scandinaviens historia under Medeltiden“[1] oplyser Styffe, at Sagkværner eller Vandsager bleve under sidste Halvdel af 15de Aarhundrede om ikke først indførte, i det mindste mere almindelige i Sverige. Som Bevis herfor anføres Vadstena Klosters Foged-Regnskab for 1466, hvor „ena sagoquærn“ ved Forsvik i Vadsbo Herred omtales, samt et Brev af 29de Decbr. 1474, hvorigjennem Biskop Hans Marquardson i Skara gav Præsten i Sköfde Halvdelen af en Strøm ved Gyrida Bro, som han havde kostet meget paa „swa at ther ær nu kommen paa gangh een sagoquern medh all sin redhe“. Det os nærmest liggende er dog en af Styffe anført Dom af Borgermester og Raad i Lödöse af 21de Juli 1489 i en Tvist om en „sagoquern“, som Magnus Sagmester havde bygget for Hr. Nils Claesson, Høvedsmand paa Elfsborg. Det kan synes nok saa rimeligt, at Indretningen af Vandsager fra først af er kommet til den scandinaviske Halvø gjennem det rige Vadstena Klosters udbredte Forbindelser i Udlandet, og at Opfindelsen derfra af sig selv har vandret vestover til Götha-Elvens Vasdrag og Viken samt de øvrige norske Landsdele ved Rigsgrænsen, hvorfra den atter har udbredt sig til de øvrige Dele af Norge.
At Brugen af Vandsager paa denne Maade har udbredt sig, stemmer ogsaa med Spørgsmaalets techniske Side. Vanskeligheden ved at anvende Vandkraften til Sagning af Trælast synes nemlig mindre at have ligget i at udfinde den egentlige Mechanisme, end i at frembringe et tjenligt Sagblad. Paa den Tid, da Vandsagerne kom
- ↑ Tom I, p. CXXVII.
