Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/112

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
104
L. J. VOGT.

hine Tiders Told-Regnskaber. Dette var den almindelige Regel, som for Trælast-Udførselens Vedkommende først ophørte ved Forordningen ar 9de Mai 1602. Undtagelsesvis findes Tilfælde fra de ældste Regnskaber, hvor Told er opkrævet ogsaa af indenlandske Skibe, men dette synes isaafald nærmest kun at have været Tilfældet med Fartøier hjemmehørende i andre Egne af Riget, og Toldophævningen beror her maaske paa ældgammel sædvane fra den Tid, da Landskabs-Inddelingerne endnu stærkt gjorde sig gjældende.

Den nye Skik, som vor Trælasthandel fik fra Midten af 1400-Tallet, og som med Tiden skulde blive af saa indgribende Betydning for vort Fædreland, falder sammen med den Tid, man for Kunst og Lærdom har kaldet Renaissancens Tidsalder. I samme Tidsrum indfalder ogsaa det store Fremskridt i Trælastens Forædling, som i det følgende skal omhandles, og Renaissancen havde saaledes tillige sin stærkt practiske Retning.


I Modsætning til den tidlige og udbredte Brug, som Høvlen havde fundet i Norge, staar den sene og ufuldkomne Brug af Sagen, der er et Værktøi af forholdsvis moderne Oprindelse. Hr. Professor Rygh har velvilligen meddelt Forfatteren, at en øvet Skibstømmermand ved at gjennemgaa og istandsætte Sandefjords-Skibet ikke fandt noget Sted paa selve Skroget, hvor Sag var anvendt. Al Afkapning og Tilpasning maa altsaa have foregaaet ved Hjælp af Øxe, Hugjern eller Kniv. Dette stemmer ogsaa med den store Sjeldenhed, hvormed Sag eller Sagning findes berørt i Oldskrifterne. Cleasby og Fritzner anføre tilsammen kun tre Steder, hvor Ordet forekommer, og de