Udførsel af Trælast til Holland inden 100 Aar efter Udgivelsen af den nævnte Retterbod var voxet op til at besørges af Fartøier paa vor Tids Vis med Skipper, Styrmand og professionel Matros-Besætning, der hentede Trælasten i hele Ladninger.[1]
I samme Øieblik der under vore ældre Forholde krævedes en Trælast-Skibning af større Omfang, maatte det blive umuligt at opretholde Forbudet i Retterboden af 1380 mod Udførsel til Udlandet directe fra Landdistricterne. Dette havde sin Grund ikke mindre i vore Skovforholde og den Slags Last, hvorom der fra først af var Spørgsmaal, end deri, at der endnu maatte hengaa et Par hundrede Aar, forinden den economiske Evne i vore Kjøbstæder var voxet saavidt, at der havde dannet sig en professionel Handelstand med tilstrækkelig Capitel til at optræde som Mellemmænd mellem Landets Production og den udenrigske Omsætning. Endnu paa hin Tid stode vore Skove omtrent i samme tætte Urbestand som paa Harald Haarfagres Tid og dækkede Kystlandskaberne; i hver Vraa af vore mangfoldige Fjorde, fra Idefjord til Namsen, var der god Havn; billigt Indkjøb og faa eller ingen Omkostninger paa Fremdriften, kort, alle Omstændigheder vare samlede for at gjøre det til en Sag af overveiende Vigtighed for Hollænderne at søge sig dispenserede fra Retterbodens Forbud, saa at de frit og uhindret kunde sætte sig i directe Forbindelse med Producenten. Den eftertragtede Dispensation opnaaede de ved et Privilegiebrev af 1443,[2] som 24de August samme Aar meddeltes Fogder,
