æder selia“.[1] Da Retterboden nærmest synes given for Egnene om Christianiafjorden, og da en efterfølgende Bestemmelse særlig nævner „vidu“, har den vistnok været tænkt anvendelig ogsaa paa Trælast-Udførsel. Det forbydes nemlig Bønder og Herredsmænd af Kjøbmænd at modtage Sild, Klæde eller andet Gods og siden sælge og høkre det ud i Herrederne „firir sperror vidu æder naut“. Da „Kjøbmanden“ i den her nævnte Forbindelse altid er den seilende eller udenlandske Kjøbmand, synes Forskriften nærmest at maatte forstaaes som et Forbud mod, at Bønder og Herredsmænd for de fremmede Kjøbmænds Regning gjorde sig til Opkjøbere af de nævnte Udførselsvarer fra Landdistricterne og derved til Bymændenes Skade gjorde sig skyldige i den saakaldte Landprang, hvis Forebyggelse gjennem hine Aarhundreder og lige ned til vor Tid var en af den economiske Lovgivnings Hovedopgaver. For det her foreliggende Emne er Retterbodens sidstnævnte Bestemmelse nærmest af Interesse, fordi den synes at forudsætte, at Trælast-Udskibning fra Østlandets Kjøbstæder, og da nærmest fra Tunsberg og Oslo, paa hin Tid var almindelig Bynæring. At Fartøierne forudsættes at have Kjøbmands-Besætning (hásetar), viser 4 imidlertid, at der endnu kun er Tale om middelaldersk Smaatrafik med blandede Ladninger. Under disse Omstændigheder bliver ogsaa Forskriften om, at endog Trælast skulde føres til Kjøbstæderne og kun fra disse udskibes til Udlandet, nogenlunde forstaaelig. I Modsætning til disse smaa Forholde og denne ældgamle Handelsskik viser det sig, at den fra Midten af 1400-Tallet opstaaede
- ↑ Lignende Forskrift for Danmarks Vedkommende indeholdes i Haakon VI.s Enkes, Dronning Margretes Forordning af 1396. Geheime-Arch. Aarsb. V, S. 55.
