skevarer, nogle Tønder Tjære, endel Skindvarer og nogle Tylfter Sperrer eller „borðviðr“ m. V., alt som Følge af, at der endnu ikke gaves nogen professionel Sømandsstand, eftersom Skibenes Besætning dannedes af reisende „Kjøbmænd“. Hver af disse havde leiet Rum for sine Varer i det almindeligvis lille Fartøi og likviderede helt eller delvis Fragten med sit Arbeide i Skibets Tjeneste. Overgangen til den nyere Tids Forhold baade med en professionel Sømandsstand og med Skibning i det Store af ensartede Ladninger dannes for Nord-Europas Vedkommende af de ved den tyske Hansa oprettede store „stapulæ“, hvoraf den i Bergen er en af de mest berømte, og hvorved Hansaen gjennem sin aldeles overvældende Capitalstyrke omtrent fik vor hele Fiskehandel i sin Magt, men med denne fulgte naturligen endel andre Handelsartikler som Appendix. Skibningen af Trælast var imidlertid ikke egnet for Stapel-Systemet, og Handelen med denne vare maatte derfor altid stille sig friere end Handelen med de Varer, der lode sig samle og magazinere in stapulis.
I Haakon VI.s udaterede Retterbod fra henved 1380[1] paabydes ikke mindre skarpt end i de 300 Aar yngre Kjøbstads-Privilegier af 1662, at al Udførsel til Udlandet skulde henlægges til Kjøbstæderne. Grundsætningen om Kjøbstædernes Eneret til Udførselshandelen er i Retterboden udtalt ikke alene i positiv Form: – „aller varninger scal til kaupstadz føras“ (nemlig fra Landdistricterne), men den er ogsaa udtalt som Forbud mod, at Udlændingen bryder sin Bunke „i hafnum til nokra salu ther kaupa
- ↑ N. G. L., III, S. 203.
