Vare havde antaget sin regelmæssige Character, jevnlig gik i Fragtfart med Sperrer og Deler mellem Norge og andre Lande. Uagtet Staden Bremen, samtidig med at Hamburg fik det nævnte Privilegium, var i særlig Gunst hos Kong Erik, og fik sig Privilegier meddelt, som det heder, endog „fremfor alle Kjøbmænd i England og Tyskland“,[1] er der dog ingen Oplysning om, at disse Begunstigelser gjaldt Udførselen af Trælast, hvorimod der baade for Bremen og for de hollandsk-frisiske Søstæder Kampens og Staverns Vedkommende fra denne Periode og endnu længe senere kun er Tale om deres Interesse i Sildefangsten og i vort Fiskemarked.[2] Alle Kjendemærker pege overhovedet i den Retning, at den Trælast-Udskibning, som fandt Sted 1300-Tallet igjennem og tidligere, kun har været af ligesaa ringe Omfang, som den øvrige Vareudførsel fra Norge i hin Tid med Undtagelse af Fiskevarerne fra Bergen. Fra denne Stad og de den omliggende Egne har vel ogsaa den ringe Trælast-Udførsel i Almindelighed foregaaet, som fandt Sted, forinden Hollænderne ved Midten af 1400-Tallet aabnede den større Export. At ogsaa vor Trælastudførsel oprindelig stammer fra Bergen og dens Omegn, hvor der endnu ind i det 17de Aarhundrede foregik en livlig Skibning, navnlig til Skotland, staar i Forbindelse med den almindelige Handelsmaner i Middelalderen, hvortil hørte, at en Skibsladning næsten altid var, hvad man med et moderne Udtryk kalder assorteret ɔ: bestaaende af en større eller mindre Mangfoldighed af Vareslags. For Skibe, der t. Ex. gik fra Norge, maatte altsaa Ladningens Indhold blive endel Fi-
