Uagtet det saaledes er paaviseligt, at England allerede
paa 1200-Tallet fik sine Panelingsbord indførte fra Norge,
kan det dog ikke antages, at noget forholdsvis større
Kvantum Trælast i det Hele taget paa hin Tid er udskibet
herfra til England, ligesaalidt som dette Rige i første
Haand var bestemt til at blive vort egentlige Trælastmarked.
Dertil havde de Britiske Øer selv endnu altfor
let og rigelig Tilgang paa Trævirke af egne Skove, og
det var først langt op i det 16de Aarhundrede, at denne Tilgang
for Englands Vedkommende begyndte at blive knap
og i nogen større Grad tiltrængte at udfyldes ved Indførsel
fra Norge som det nærmeste Naboland med større
Skovbestand. Langt tidligere maatte derimod denne Trang
gjøre sig gjældende i de skovløse og lavt liggende Egne
mellem Elbens og Rhinens Mundinger, hvor navnlig store
Masser af Trævirke snart maatte tiltrænges i de gjennem
Skibsfart og Handel tidligt opblomstrende Landskaber af
Holland og Frisland, hvor Digerne og Byggegrunden ikke
mindre end Husene og Skibsfarten gjorde Krav paa en
stærk og aarvis Indførsel af Skovproducter. Det er ovenfor
paavist, at Trælast-Udførsel til Udlandet fra Norge,
forsaavidt Lovgivningen angaar, første Gang forekommer
i et Privilegium for Hamburg af 1296, og at dette formodentlig
er at sætte i Forbindelse med Stadens Beliggenhed
i Nærheden af hine, ovenfor omhandlede skovfattige
Egne. At Privilegiet gjælder en af Hansaens betydeligste
Stæder ved Nordsøen, er i ethvert Fald betegnende, da
Hansnens Stæder ved Østersøen havde sit almindelige Marked
for Trævarer langt nærmere ved Haanden i Skovegnene
langs Østersøens sydlige Kyststrækninger, og ei heller
seneru i nogen synderlig Grad bleve Importeurer af
norsk Trælast, hvorved deres Skibe, da Farten med denne
Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/102
Denne siden er ikke korrekturlest