Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/102

Uagtet det saaledes er paaviseligt, at England allerede paa 1200-Tallet fik sine Panelingsbord indførte fra Norge, kan det dog ikke antages, at noget forholdsvis større Kvantum Trælast i det Hele taget paa hin Tid er udskibet herfra til England, ligesaalidt som dette Rige i første Haand var bestemt til at blive vort egentlige Trælastmarked. Dertil havde de Britiske Øer selv endnu altfor let og rigelig Tilgang paa Trævirke af egne Skove, og det var først langt op i det 16de Aarhundrede, at denne Tilgang for Englands Vedkommende begyndte at blive knap og i nogen større Grad tiltrængte at udfyldes ved Indførsel fra Norge som det nærmeste Naboland med større Skovbestand. Langt tidligere maatte derimod denne Trang gjøre sig gjældende i de skovløse og lavt liggende Egne mellem Elbens og Rhinens Mundinger, hvor navnlig store Masser af Trævirke snart maatte tiltrænges i de gjennem Skibsfart og Handel tidligt opblomstrende Landskaber af Holland og Frisland, hvor Digerne og Byggegrunden ikke mindre end Husene og Skibsfarten gjorde Krav paa en stærk og aarvis Indførsel af Skovproducter. Det er ovenfor paavist, at Trælast-Udførsel til Udlandet fra Norge, forsaavidt Lovgivningen angaar, første Gang forekommer i et Privilegium for Hamburg af 1296, og at dette formodentlig er at sætte i Forbindelse med Stadens Beliggenhed i Nærheden af hine, ovenfor omhandlede skovfattige Egne. At Privilegiet gjælder en af Hansaens betydeligste Stæder ved Nordsøen, er i ethvert Fald betegnende, da Hansnens Stæder ved Østersøen havde sit almindelige Marked for Trævarer langt nærmere ved Haanden i Skovegnene langs Østersøens sydlige Kyststrækninger, og ei heller seneru i nogen synderlig Grad bleve Importeurer af norsk Trælast, hvorved deres Skibe, da Farten med denne