mentsbreve, som endnu ere tilbage fra Aarene mellem 1300 og 1500, og som isærdeleshed angaae Kjøb, Salg og Bytte af Jordejendomme. Disse Diplomer, hvoraf mindst henimod-6000 ere forhaanden, og hvis Masse aarligen forøges ved de hidtil ubekjendte, der opdages rundtom i Bygderne, give en Mængde Oplysninger, og ere fornemmelig til Nytte, hvor Jordebøgerne slippe. Af saadanne Diplomer har man endog en særskilt Samling for Munkelif Klosters Vedkommende, den ovennævnte Adkomstbrevbog, udgiven 1845. Der er neppe nogen Egn af Norge, fra hvilken Diplomer ikke findes, skjønt rigtignok Throndhjems og Tromsø Stifter, uvist hvorfor, hidtil have viist sig saare fattige i denne Henseende.
Disse authentiske Oplysninger, sammenholdte med den nye Matrikel og med de nøjagtigste Specialkarter over Fædrelandet, hvortil mine flereaarige Kart-Arbeider beredede mig Adgang, afgave saaledes mine vigtigste Materialier. Jeg gjorde mig det til en Regel, intet at anføre uden Hjemmel, og fornemmelig, ikke af nyere Navnformer at slutte tilbage til ældre, for hvilke ingen authentisk Hjemmel havdes, uden hvor Oldformen var aldeles utvivlsom, f. Ex. ved Ord somströnd, akr, þveit o. s. v. Det er en altfor rask Tilbageslutning af dette Slags, ikke tillige understøttet ved sikker grammatisk Indsigt i Oldformerne og Overgangs-Theorien, og en saagodtsom total Undladelse af at benytte de diplomatiske Kilder, som har gjort Schønings ellers saa fortjenstlige Arbeider i denne Materie, fornemmelig hans, Udgaven af Heimskringla ledsagende, Karter saa fejlagtige, at de næsten maa kaldes ubrugelige. Der vrimler her af Navne, som baade i og for sig ere urigtige, eller ikke svarende til de rette gamle Navnformer, og derhos grammatisk umulige. Saaledes f. Ex. kaldes det nuværende Hitterdal, der af Almuen udtales Heddal, paa Schønings Kart Hitardalr, efter Analogien af den islandske Bygd af dette Navn, medens det rette gamle Navn var Heitradalr; ved at forvexle grœnn (grøn) og grön (Gran) har han faaet Grenland op imod Mjøsen, o. s. v. — Det var først Capt. Munthe, der i sine oldgeographiske Notitser i „Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie“, og fornemmelig i Anmærkningerne til Aalls Oversættelse af Heimskringla, anvendte den rette Methode, i det han lagde de authentiske diplomatariske Kilder til Grund, og han har derfor ogsaa leveret en Skat af værdifulde Oplysninger, uden hvilke mange Afsnit i nærværende Skrift, der nu med Lethed ere udarbeidede, kun med yderste Møje vilde have kunnet komme istand.
Af de nu anførte Kilders Beskaffenhed vil man lettelig kunne slutte, at min efter dem udarbeidede Fremstilling ogsaa væsentligst indskrænker sig til det Tidsrum, de omfatte, isærdeleshed det 12te, 13de og 14de Aarhundrede. Det er ogsaa dette Tidsrum, hvori Spørgsmaalet om geographiske Oplysninger paa Grund af de i de historiske Skrifter forekommende geographiske Navnes Hyppighed især opstaar. Men ogsaa til de tidligere Aarhundreder, forsaavidt Oplysninger om dem haves, er der taget Hensyn; og i det Hele taget maa man antage, at Hovedinddelingerne og de fornemste Stedsnavne da vare de samme. Imidlertid kan det ikke negtes, at enkelte ikke ubetydelige Uovereens-
