Side:Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen.djvu/52

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
24
Elve og Søer.

Vasdraget (nu Indals-Elv) gjennemløb siden det svenske Landskab Meðalpaði og faldt ud i Helsingjabotn (den botniske Bugt). Et andet Vasdrag (nu Fare-Elven) kom fra Grændsefjeldene mod Naumudalr, gik forbi Straumr (Strøm) og gjennemløb Angrmannaland forbi Hrafnaslir (Ramsele) inden det faldt ud i Helsingjabotn.

Herjedalens fornemste Vasdrag var Ljósna, der kommer fra de samme Fjælde, hvor Glymja hadde sit Udspring; den optog siden, lidt ovenfor Thingstedet Sveig, Herjá, hvoraf hele Landskabet har sit Navn. Den gjennemløber derpaa det svenske Landskab Helsingjaland, og falder i Helsingjabotn.

Øer, Halvøer og Eid m. m.

11. De mange Fjorde og Sund omkring Norges Kyster danne utallige større og mindre Øer og halvøer, der give Kysten sit charakteristiske Udseende og omgive den med hvad der i Sverige kaldes en Skærgaard. Indenfor denne er man mere beskyttet mod Storm og Søgang, og den sædvanlige Kystseilads og indre Communication forgik derfor ogsaa mest indenskærs, hvorfor denne Sejlads i de gamle Skrifter kaldtes Þjódleið ɔ: Folkevejen, den almindelige Vej; at seile udenskærs det "at sjór var í miðum hlíðum" ɔ: at Søen naaede midt op paa Klippesiderne. Fastlandet kaldtes til Modsætning af Øerne meginland. Forskjellen mellem ey eller œy (Ø), holmr eller holmi og sker behøver ej at forklares. Begrepet "Halvø" synes ej at have været vore Forfædre vet klart, ihvorvel Ordet halfey ej strider mod Orddannelsens Regler. En Halvø, som enten kun ved et smalt Eid, eller ved ufarbare Strækninger var forbunden med Fastlandet, kaldte de ofte ligefrem ey; ellers hadde de Benævnelser som skagi (útskagi), en langt udstikkende Landspidse, tunga, en lignende, men noget mindre nes, pl. nes (neutr.) eller nesjar (fem.) ej saameget et Forbjerg, som en fremstikkende højere Landpynt; et højt, enkeltstaaende Forbjerg kaldtes höfði. Et Sted, hvor en Fjord eller Kyst gjorde en skarp Bending, kaldtes hvarf. Et ej af Skærgaard beskyttet, aabent Forland kaldtes jaðarr; en flad, sandig Slette lige ved Kysten af Havet, eller ved en Flod eller Indsø kaldtes eyri. Den almindelige Navn for Kystranden var strönd ell. strand, for Havbredden fjara, hvorfor og det beboede Land sagdes at ligge