Side:Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
22
Elve og Søer.


Móðheimr, Modum; b) Valdres og Ringerikes Vasdrag, der udspringer paa Fillafjall, danner flere Søer, hvoriblandt Mjörs i Valdres, kaldes i Bagns Herred Begna; gaar ind i Ringerike, hvor den i Bygden Árdalr, Aadalen, danner Indsøen Spirill, danner derpaa den store Indsø Týri, gjennemstrømmer Móðheimr, kaldtes nu Dröfn og gaaer ind i Vestfold, hvor den gjennemstrømmer Eikjar og danner Grændsen mellem Skógabygð (Skouger) og Hliðir (Lier) indtil den ved Koparvik, Kopervik, falder i Drafnarfjörðr; c) Lands og Hadalands Vasdrag, der kommer fra den store Indsø Rönd eller Rand, Randsfjorden, hvoraf den nordre Deel tilører Land, Den søndre Hadeland; ved en kort Elv forener den sig med Valdres-Vasdraget paa Ringerike, noget ovenfor Njarðarhof, Norderhou. Elven Dröfn optager ogsaa paa Móðheimr en mindre Elv, der kommer fra Eggjadalr og Sigdalr.

Gudbrandsdalens Hovedvasdrag er Lögr, Laagen, der kommer fra den anden Ende af samme Vand paa Lesjar, som Rauma. Den gjennemløber Herrederne Lesjar, Dofrar og Vága (Vaage), optager Bielven Ótta, der kommer fra Sneebrederne paa Grændsen mod Søndmøre og Firdafylke og gjennemstrømmer derpaa de sydligere Bygder af Gudbrandsdalen, optager ved Fagaberg (Faaberg) Gausa, der gjennemløber Gausdalr; den falder i Mjörs, Mjøsen, ved Hamarr litli (Lillehammer).

Indsøen Mjörs (gen. Mjarsar), Mjøsen, var Norges næststørste Indsø. Den omgaves af Guðbrandsdalir ved den nordlige Ende, Heiðmörk i Øst, Bírið, Vardalr og Þótn i Vest, samt Raumaríki i Syd. Midt i Vandet ligger den til Hedemarken hørende Eyin helga, Helgeøen. Paa en Spidse nordøst for denne laa Kjøbstaden Hamarr, Hamarkaupanger. Ved Mynni i Landskabet Eið paa Raumarike udløber Varmá, Vormen, af Mjors, og sætter den saaledes i Forbindelse med Raumelfr. Varmá optager en kort Elv, den kommer fra Urðadalr, nu Hurdalen, paa Romerike.

Østerdalens, Raumarikes og Vingulmarks Hovedvasdrag var den nu saakaldte Glommen, Norges største Elv, hvis fornemste Navn i Oldtiden upaatvivlelig kan have være Glymja; i Sagaerne kaldtes den altid Raumelfr en Benævnelse, som dog kun kan have gjeldet for Raumarike og de nedenfor liggende Landskaber, og ikke engang her udelukkende, da man ikke langt fra dens Udløb finder en Bygd kaldet Glymheimar. Den løber ud af Aursundssjór paa