Aa kaldtes som nu Bæk, bekkr. Hvor en Bæk randt paa fladt Terrain saaledes at den sagtnedes i fin Fart og udvidede sig eller forgrende sig, kaldtes den lœkr, g. lœkjar. En Fos kaldtes fors. Sammenstødet af to Elve kaldtes Ámót eller Ármót. En Aas udløb i en Indsø eller Havet, eller dens udløb deraf kaldtes óss, undertiden mynni. Naar en Elv ved udløbet deelte sig i flere Arme, som omslyngende Øer, kaldtes visse Arme kvíslir (nom. kvísl).
Den almindelige Benævnelse paa en Indsø, ifær de større, var simpelthen vatn, ogsaa sær, sjár eller sjór. De enkelte Dele af et større Band kaldtes fjörðr, og vare ofte forbundne ved smale Indknibninger (nór eller sund), hvor den gik Strøm (straumr). I den nordlige Deel af Landet var Benævnelsen lögr eller lagr almindelig om mindre Indsøer. En lille Sø kaldtes tjörn (fem., i gen. tjarnar) eller tjarn (neutr. gen. tjarns, et Tjern[1]). En Myr kaldtes mýri, mosi, un Sump fen.
I Hálogaland:
Mæli-á Maalselven, Grændsen for den russiske Skatte-krævning.
I Frostathingslagen:
Nauma (Nams-Elv), udspringende af Naumsvatn.
Lenglingr, den største Sø i de nu saakaldte Finlider i Snaasen, den har sit udløb gjennem Ulstrømmen i Ulen (Uluþresk), denne i Rengen, og derfra strømmer det store Indals eller Ingdals-Vasdrag, upaatvivlelig Helsingelovens Ysma (see § 36).
Snásarvatn, Snaasen-Vand i Sparbyggjafylke, har gjennem et kort Vasdrag sit udløb i Beitissjór ved Steinker.
Nið, Nidelven, optager Þýðá, Thydalselven, danner Selasjór (Selbosø) og falder ved Niðaróss i Strindsær.
Gaul, Gulelven, udspringer paa Fjeldene ovenfor Áll, Aalen; gjennemløber Gaulardalr, Guldalen, optager Sókn, (Sogndalselven) ved Staurin, Støren, gaar forbi Skerðingssteðja, Rimul, Meðalhús (Melhus) og Gimsar, og falder ud i en Arm of Throndhjemsfjorden.
Ork, Orkelven, udspringer nærved Dofrafjall gjennemløber
- ↑ Den sædvanlige Skrivemaade "Kjern" er aldeles urigtig
