Side:Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen.djvu/42

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
12
Fjelde.


Treding eller Halve. Provstierne i Oslo Bispedømme vare omtrent ved Aaret 1400: 1) Elfarsýslu prófastdœmi; 2) Ránrikis pr.; 3) Sarpsborgs pr., indbefattende den søndre Deel af Borgarsýsla med Undtagelse af Morsudalr (Haabøls og Moss Prestegjelde ); 4) Eiðsbergs pr., idnbefattende den nordre Deel af Borgarsýsla; 5) Oslár pr., indbefattende Morsudalr, Oslóarsýsla, og af Vestfold de nuværende Ekers, Skouge og Sande Prestegjelde, samt Strømmens Sogn; 6) Vestfoldar pr., indbefattende det øvrige af Vestfold; 7) Gerpinar pr., indbefattende de nuværende Nedre Thelemarkens og Bamle Fogderier, paa Lilleherred nær; 8) Raumaríkis pr.; 9) Sóleyja pr. og 10) Þelamarkar pr., indbefattende den sydlige Deel af Øvre Thelemarken. Den anden Deel utgjorde et Provsti under Hammers Bispedømme. Til enhver Kirke hørte et bestemt S o g n (sókn), med sin Sognepræst (sóknarprestr, persona) og ofte vare, som nu, flere Sogne og Kirker forenede under een Prest (plebanus) til et Prestegjeld (parochia).

Hjaltland utgjorde et eget Archidiaconat (erkidjákníriski) under Orknøernes Bispestol.

Paa Island vare alle Kirker private.

Fjelde.

8. Den store Klippemasse, hvoraf saaatsige hele Norge bestaar, hadde i Oldtiden ligesaalidt som nu større Samlingsbenævnelser, men derimod en Mængde Særnavne, deels paa enkelte mest befarne Strøg, der da fædvanligviis benævntes efter de nærliggende Bygder, som Dofrafjall, Fjeldstrøget mellem Dovre i Gudbrandsdalen og Uppdalr i Orkdølafylke, deels paa enkelte Fjeldtoppe, der da som nu, efter deres udseende, benævntes forskjelligt, hnútr, núpr eller nípa, varði, kambr, eggr, toppr, tind, horn, hæð eller hœð, med foran tilføjet nærmere Localbestemmelse, som Raumsdalshorn, Hofsnipa, o. fl. Snefjeldene kaldtes fönn (især i Hálogaland og Hørdaland, breði, breðafönn mellem Sogn, Gudbrandsdalen, Søndmør og Fjordene; skafl ved Voss og Hardanger. Iisfjeldene kaldtes jöklar nom. sing. jökull) og de nedhængende Gletschere skækr (i Sg. skák). En bred og temmelig flad Fjeldryg mellem tvende Bygder kaldes heið; en højere og smalere, som adskilte Vandløbene, kjölr; hvilken Benævnelse især brugtes om Højdestrækningen mellem Hálogaland og nuværende svenste Finmarken. Fjeldskarene kaldtes skarð.