Imandrasøen, og derfra langs den deraf udløbende Elv forbi Konbozero til Veggistafr. Imidlertid forbeholdtes der ved Tractaten af 1326 Russerne Ret til at kræve Skat af sine egne Undersaatter saa langt i Vest, som til Lyngstuen, den yderste Spidse af Halvøen mellem Lyngenfjorden og Ulfsfjorden, paa Søsiden, og til Mæle-Aa, eller Maalselven, tilfjelds; den norske Konge forbeholdt sig derimod Retten til at kræve Skat endogsaa af dem, der havde en karelsk Fader og lappisk Moder lige indtil nysnævnte Grændsepunkt, Veleaga ved det hvide Hav. At Grændserne mellem Kellentaipala og Veleaga ej nøjere bestemtes, kom vistnok deraf, at det for Nordmændene, der mest besøgte disse Egne til Søs, og derfor især krævede Skat af Lapperne ved Søkysten og i Fjordbundene, maatte være vigtigst at faae det yderste Punkt for deres Skatkræven langs Søkysten bestemt; for Russerne derimod, hvis Skatkrævere gjennemstreifede Fjeldegnene og kom ned til Kysten ved Lyngen- og Malanger-Fjordene, maatte det være mest magtpaaliggende at faa opgivet den yderste Linie mod Vest, ud over hvilken de ej maatte komme. Men herved opstode naturligviis i Tidens Løb Forviklinger, og der dannede sig imellem begge de betegnede Yderpunkter et Fællesdistrict. Tractatens noget dunkle Udtryk kunne og temmelig let fortolkes derhen, at det indenfor de nævnte Grændser vare Søfinnerne, af hvilke de Norske nærmest havde at kræve Skat, medens Fjeldfinnerne vare Russerne forbeholdte; og denne Fortolkning gjorde Russerne i Norges senere Afmagtsperiode ej alene gjeldende, men udvidede den til en formelig Besiddelses-Paastand. Den vestlige Deel af det omtvistede Distrikt, eller rettere Paastanden derpaa, afstode de i 1595 til Sverige, som dog allerede ved Kalmarkrigen 1611—1613 af Christian IV blev tvunget til at opgive Fordringerne paa det nuværende Finmarken; men fra Buggefjorden af østover vedblev endnu i to Aarhundreder Landet at være norsk-russisk Fællesdistrict, indtil Grændsen endelig definitivt bestemtes ved Tractaten af 1826.
Fra Kellentaipala af, hvor Svensk Finland begynder, kjender man ikke Grændsen saa nøje; men man synes dog allerede i det 13de Aarhundrede at have skjelnet mellem norsk og svensk Finmarken, hvoraf igjen synes at følge, at Grændsen regnedes, som nu, efter de højeste Fjeldstrækninger i Finmarken, hvor Hovedelvene udsprang og løb enten mod Vest eller Øst; saaledes fremdeles indtil Jemteland, der fra Haakon den Godes Tid tilhørte Norge. Grændsen mellem
