Saaledes og ekra, tunga, fjara.
| Ent. N. Heinini. | |
| G. Heinini eller Heininar | Bruges ikke i Fleertal eller med |
| D. A. Heinini | bestemt Artikel. |
Saaledes alle paa -ini, som Leykini, Eyðini, Sköðini.
| Intetkjønsnavne: | med best. Art. | Fleert. | med Artikel. |
| N. fjall | fjallit | fjöll | fjöllin |
| G. fjalls | fjallsins | fjalla | fjallana |
| D. fjalli | fjallinu | fjöllum | fjöllunum |
| A. fjall | fjallit | fjöll | fjöllin |
Saaledes gaa ruð eller rjüðr, fall, djúp, tildeels berg, nes, hús, tún. Former som skeiði, eiði, gerði have i Gen. skeiðis, eiðis, gerðis, og gaae forresten som fjall.
Men det er en mærkelig Omstændighed, at mange Intetkjønsord, naar de bruges som Stedsnavne, gaae over til at blive Hunkjønsord; dette er idetmindste Tilfældet med de fire sidstnævnte; man finder saaledes berg eller bjarg, Fl. bergar, bjargir, nes, fl. nesjar; tún, fl. túnir, hús, fl. húsar (den røde Bog. fol. 195. a.), holt, fl. holtar). Tages nu hertil den bestemte Artikel, faaes Former som borgarnar, nesjarnar, túnirnar, húsarnar, der ofte assimileres bergannar, nesjannar, túninnar, húsannar, hvoraf nyere Former som Bergann’, Husann’, ere afkortede. Overhovedet kan man overalt, hvor rn forekommer, ogsaa finde nn, ligesom man i alle Endelser, hvor i forekommer, ogsaa kan finde e.
Endelserne selv, eller de til Dannelse af Stedsnavne anvendte Ord, ere baade med Hensyn til deres Betydning og deres Anvendelse heel mærkelige; flere af dem maae endog ansees som Levninger fra et Sprogstadium ældre end det, paa hvilket vi nu kjende Sproget, hvilket heller ikke er at undres over, da de egentlige Urnavne (örnefni), maae være opkomne strax efter at Landet befolkedes af vor Stamme. Disse örnefni betegne i Regelen en Lokalbeskaffenhed, som Slette, Høj, Bakke, Myr, Eid, Kyst, Lid, Dal, Ø o. s. v., og forekomme enten usammensatte eller sammensatte med andre Ord, der betegne enkelte nærmere Omstændigheder ved dem, f. Ex. Højde, Farve, Brede o. s. v. Til en senere Klasse af Navne, der allerede antyder en stærkere Befolkning og en Udstykning af det tilstedeværende Jordsmon høre de, der betegne en Gaard, Plads (Sted), en Rydning (Rud) „Sæde“, en Afsondring (Thvet), en Dyrkning, o. s. v.; disse Navne sammensættes derfor ogsaa oftere med Persons-Navne, og forekomme oftest i de sildigst bebyggede Egne. Vi ville her omtale nogle blandt de mærkeligste og hyppigst forekommende af begge Klasser.
Af den ældre Klasse er neppe noget Navn mere oprindeligt, eller en mere umiddelbar Levning fra Urtiden, end det hyppigt forekommende vin, g. vinjar. Det svarer ganske til det gotiske vinja, som hos Ulfilas bruges i Betydningen „Græsgang“, og til det angelsaxiske vynn, det oldtydske wunna, hvilke dog kun anvendes i Betydningen „Velbehag“, det nyere tydske „Wonne“. Ordet har altsaa aabenbart Hensyn til en Tid, da Fædriften udgjorde vore Forfædres fornemste Levevej, og da den ypperste Græsgang tillige
